Titel: Spydbæreren (gr. doryphoros)
Periode: Klassisk tid
Datering: 440 f.Kr.
Højde: 2,12 m.
Materiale: Marmor
Proveniens: Pompeii
Nuværende placering: Nationalmuseet i Napoli
Spydbæreren er fra højklassisk tid. Han var oprindeligt en græsk bronzeskulptur fra midten af det 5. Årh. f.Kr., men her ser vi ham i romersk marmorkopi fra midten af det 2. Årh. f.Kr. Den birketræslignende stub han står op ad, er således en støttepæl, der skal holde den langt tungere marmorversion oprejst. Den originale skulptur var lavet af en af de mest berømte græske skulptører, Polykleitos, og Spydbæreren ses som - proportionelt set - den ideelle figur. Polykleitos selv så skulpturen som en “kanon” (tryk på første stavelse kánon) - altså en slags målestok for menneskekroppen. Polykleitos var meget optaget af matematikken bag forholdene i de menneskelige proportioner efter devisen, at når proportionerne er korrekte, bliver skulpturen smuk. Han arbejdede meget med det spændte og det afslappede i kroppen, og det giver en naturtro gengivelse af menneskers virkelige udtryk, hvor vi typisk ikke er helt spændt eller helt afslappet i alle muskler samtidig. Kontrapost-stillingen og kiasmen giver ham mulighed for at eksemplificere dette på fineste vis.
Spydbæreren står i kontrapost og har haft et spyd i sin venstre hånd; deraf navnet. Spyddet har hvilet på hans venstre skulder, og eftersom der slet ingen rester er af det, kan vi gå ud fra, at det har været lavet af et andet materiale, der enten er forgået eller blevet fjernet. Kroppen er nøgen og meget muskuløs (heroisk nøgenhed) og specielt atletfolderne fremstår pumpede. Ansigtet er let drejet til højre og fremstår udtryksløst, men eftersom denne kriger står og holder et spyd, er der heller ikke den store grund til at give ham mange følelser andet end ophøjet ro og værdighed.
Spydbæreren har været til stor inspiration for senere skulptører og den kanon, som Polykleitos ønskede at skabe, ses i mange efterfølgende skulpturer. Her ses som eksempel Thorvaldsens marmorskulptur “Jason med det gyldne skind” fra 1803.
