Skulpturer fra klassisk tid (480-323 f.Kr.) deles typisk op i tre perioder: Tidlig, høj- og senklassisk.
Skulpturer fra klassisk tid (480-323 f.Kr.) deles typisk op i tre perioder: Tidlig, høj- og senklassisk. Fælles for perioden er dyrkelsen af idealkroppen. Den arkaiske tids stiliserede træk erstattes nu af langt mere naturtro gengivelser, ligesom skulpturerne stilles i mere levende positurer. Dyrkelsen af atletens ideelle krop, samt de stillinger han indtager under sin idrætsudøvelse, er karakteristisk for hele perioden, men i den tidligste del kan skulpturerne minde en smule om dem fra den arkaiske periode med undtagelse af, at skulpturer fra klassisk tid ikke har perlehår.
Man sætter typisk året for grækernes sejr over perserne (480 f.kr.) til at markere overgangen mellem arkaisk og klassisk stil, men processen foregår, som alle stilskift, gradvist og ikke fra den ene dag til den anden. Fra ca. 500-480 f.kr. ser man en langsom løsrivelse fra frontaliteten, og omkring 480 f.kr. begynder en egentlig bevægelse i kroppene at finde sted, således at den stivnede arkaiske stilstand får antydningen af bevægelse i form af vægtforskydning. Skulpturen lægger mere vægt på det ene ben end det andet, og denne lille forskydning forplanter sig i resten af kroppen, således at hoften skydes op i den ene side, og skuldrene drejes en smule. Der er en overvejende tendens til at gengive ansigtet i profil og kroppen frontalt. De første skulpturer i kontrapost dukker op i denne periode, og det er i den sammenhæng vigtigt at understrege, at der er forskel på hofteforskydning og kontrapost (se ordlisten nederst på siden). I tidlig klassisk periode kan man også møde den strenge stil. Det arkaiske smil er blevet erstattet af et ophøjet ansigtsudtryk, der ikke viser nogen form for følelser. Bronze var et populært materiale til friskulpturer, men størsteparten af disse er desværre smeltet om, så vi hovedsageligt har overleveret tidlig klassisk stil gennem romerske marmorkopier.
Det lille overlap på 10 år i periodeinddelingen skal minde om, at der ikke er et skarpt skel mellem tidlig klassisk og højklassisk stil, idet den ene periode glider over i en anden. Stilen har en idealiserende tendens, med meget få personlige træk i de enkelte skulpturer; de kunne i teorien forestille hvem som helst. Der arbejdes meget med fritstående skulpturer og bevægelse er kommet i fokus. I det hele taget er kropsfremstillingen blevet meget mere naturtro og den forholdsvist afslappede stilling kontrapost bliver flittigt benyttet. Ansigterne udtrykker stadig ikke særlig udtalt grad af følelser. Mændene er stadig som oftest nøgne, mens kvinderne er påklædte. Tøjet er som oftest tungt draperet, men kan tilføjes et erotisk præg ved at lade draperingen se våd ud, så den klæber til ben og barm. Dette kaldes Wet-Look og benyttes ofte i skulpturer af Afrodite, der da også er den første til helt at smide tøjet. Skulptørerne signerer ofte deres værker og fra højklassisk tid har vi især to skulptører, der viser sig bestemmende for periodens udtryk; nemlig Phidias (490-420) samt Polyklet. Phidias har blandt andet stået for udsmykningen af Parthenon. I perioden opstår også en hel ny interesse for teorien bag en smuk skulptur. Polyklet skriver sin Kanon, som er et værk om proportioner, og dette anses for den første nedskrevne skulpturteori.
Senklassiske skulpturer kan være svære at skelne fra de højklassiske, hvad angår naturlighed og proportionel nøjagtighed. Med den Peleponnesiske krig og det ændrede menneskesyn som filosofferne og sofisterne havde åbnet for (indre værdier frem for ydre skønhed), sker der en ændring i kunsten og fremstillingen af mennesker. Nu er det ikke den ideelle krop med et udtryksløst og fast blik, der trækker, men derimod det personlige og individuelle. Ansigterne får blødere, og mere drømmende udtryk, og skulptørerne dvæler ved følelser og individualitet. Idealkroppen med hver en muskel spændt afløses af blødere faconer og mindre magtfulde positurer. Ansigterne begynder at forestille en specifik person såsom digtere og filosoffer. Disse skal dog mere ses som karakteristikker en egentlige portrætter, da det ofte er døde mennesker, der fremstilles, og portrættet derfor må bero på hukommelse og overlevering. I portrætter af dengang nulevende mennesker benyttedes gipsafstøbning, og på den vis fremstår de med større portrætlighed og individualitet. I slutningen af klassisk tid begynder man også at fremstille mennesker, der ikke er idealiserede, gamle, handicappede eller på anden vis afviger fra tidligere tiders dyrkelse af alt, hvad der er smukt.
Når man ønsker at analysere en statue, bør man starte med at danne sig et helhedsindtryk, da man ellers kan fortabe sig i detaljer og glemme at se skulpturen som det samlede produkt, som skulptøren har ment at lave. Derefter kan det være en fordel at starte fra toppen og bevæge sig nedad, mens man undervejs tager notits af alle de karakteristika, man støder på undervejs. Herunder listes de forskellige fagtermer, man bør lære, hvis man ønsker at indgå i en meningsfuld dialog om klassisk skulptur, dog her noteret alfabetisk – ikke oppefra og ned - så man lettere kan benytte denne del som et opslagsværk under arbejdet med skulpturerne.
Atletfolder
De mandlige skulpturer fra klassisk tid har alle mere eller mindre udtalte atletfolder. Det er den v-formede kurve, der løber fra lysken over hofterne, som meget veltrænede mænd får.
Bevægelse
Periodens skulpturer får mere og mere bevægelse. I begyndelsen er det alene et lille knæk i hoften og et drejet ansigt, der udgør bevægelsen, men gennem perioden kommer der flere og flere drejninger ind i skulpturerne, til der til sidst er frit lejde til alle tænkelige positurer.
Formet muskulatur
Hvor musklerne i arkaisk tid ofte var ridset ind i den færdige skulptur, er alle knogler, sener og muskler nu formet i marmoren på lige fod med andre træk.
Heroisk nøgenhed
I tidlig og højklassisk tid dyrkes idealkroppen og til denne hører heroisk nøgenhed. Det dækker over den nøgenhed, kouroi, der er fremstillet som enten atleter eller soldater, fremstiller. Idræt dyrkedes nøgen i antikken.
Idealkroppen
Idealkroppen er hovedsageligt et begreb, der benyttes om kouroi. Det er den enormt veltrænede mand, der på forunderlig vis formår at stå i en positur, hvor alle hans muskler er spændt samtidig. I modsætning til hellenistisk tid, hvor mændene ofte er unaturligt store, fremstiller klassisk tid en mandekrop, der er naturtro – hvis man træner meget.
Kiasme
Kiasme er opkaldt efter det græske bogstav X (chi) og beskriver det ”kryds” i kroppen, der opstår, når man står i kontrapost. Hvis højre arm er spændt er venstre ben det også, hvor de modsatte er afslappede.
Kontrapost
Navnet for den position, der kan beskrives således: Hvis højre arm er spændt er venstre ben det også. Den modsatte arm og ben er afslappede.
Kønsorganer
De nøgne mandlige skulpturer synes nogle gange proportionelt lidt småt udrustet, men det skal ikke gengive virkeligheden for antikkens mænd. I skulpturfremstillingen af en atlet er det ikke meningen, at hans kønsorgan skal tiltrække sig særlig opmærksomhed, da grunden til hans nøgenhed er dyrkelse af idræt – ikke seksuelt eller på anden måde erotisk forbundet. De mandlige kønsorganer i antik kunst kan være overordentligt store, hvis sammenhængen med motivet er erotisk eller fx kultisk. Disse ses som oftest på vaser og mosaikker.
Marmorkopi
De fleste bronzeskulpturer fra klassisk tid er blevet smeltet om til anden brug – fx i krig. Derfor beror vores viden om deres udseende i høj grad på, at romerne var flittige til at lave marmorkopier af de græske originaler.
Persergruset
Efter persernes indtog i Athen i 480 f.Kr. blev Akropolis’ templer og skulpturer væltet som et magtsymbol fra persernes side. I murbrokkerne fra denne ugerning har man fundet adskillige levn - herunder skulpturer - og disse omtales som ”fundet i persergruset”.
Prægnante øjeblik
Det prægnante øjeblik dækker over en slags ”point of no return”. De mandlige idealkroppe kunne fremstilles i en positur, som gengav et øjeblik af en fortløbende bevægelse. Kig fx på Diskoskasteren. Han er fremstillet, i sekundet før han kaster skiven, og dette gør, at man næsten føler, at han bevæger sig foran øjnene på en, idet det ville være nærmest umuligt for ham, at bremse kastet, hvis han havde været levende. Dette kaldes ”det prægnante øjeblik”.
Strenge stil
I den tidlige del af perioden har ansigterne typisk et lidt ophøjet og strengt ansigtsudtryk, der ikke afspejler nogen følelser. Blikket er tomt og munden hverken smiler eller ser vred ud.
Støtte
Marmorstatuerne står ofte og hviler sig op ad noget, der ikke er en logisk del af skulpturen fx en slags træstub. Dette skyldes, at den tunge marmor ville vælte i visse positioner, hvis ikke den blev støttet.
Wet-Look
Kvindernes påklædning kan klæbe til kroppen visse steder, som om det er vådt. Det fremhæver kvindens figur og gør i det hele taget skulpturen mere livagtig.
Øjenhuler, tomme
Mange skulpturer har ingen øjenæbler, men blot huller. Det kan se en anelse uhyggeligt ud og skyldes, at øjeæblet har været lavet af et andet materiale end skulpturen. Dette har enten været værdifuldt og blevet fjernet eller af et forgængeligt materiale.
