Spørgsmål:
Analyser Karyatiden. Benyt de fagtermer du har lært om klassisk kunst i din analyse og indrag gerne træk fra andre perioder til sammenligning, hvor det bidrager med noget væsentligt.
Løsningsforslag:
Koren er en karyatide fra Erechteion-templet på Akropolis. Hun optræder her alene og uden frisen, men kapitælen sidder stadig på hovedet af hende. Hendes hår er langt og bølget og sat i en frisure, der er samlet i nakken. Ansigtet er feminint og proportionerne naturtro. Trods beskadigelse kan man se, at hendes øjne har naturtro øjenlåg og bryn, og at disse er udformet uden mandeludtrykket, som man kender fra arkaisk tid. Hendes kindben er markerede, men ansigtet har en snert af U-form. Ansigtet udtrykker ingen følelser, men hun virker ophøjet og rolig. Hun har bare skuldre og arme og er iklædt en draperet kjole, der har wet-look over barm, mave og venstre ben. Kjolen er samlet over skuldrene med bindebånd og kjolen falder i en v-udskæring. Draperingerne er mange og tydelige, og stofligheden fremstår levende og som om tøjet - trods de mange draperinger - er let og luftigt. Hofternes forskydning samt taljen er nemme at se, selvom begge er gemt under overfoldet på kjolen, hvilket må tilskrives skulptørens talent for at arbejde med draperinger i marmor og hans evne til at få os til at se “ting som ikke kan ses”, ved at tilføre væsentlige detaljer, som fx et bukket ben. Det bukkede ben fortæller os, at kvinden må skyde hoften til siden.