Titel: Erechteion-Karyatide
Periode: Klassisk tid
Datering: Ca. 420 f.kr.
Højde: 2,30 m.
Materiale: Marmor
Proveniens: Erechteion-templet, Akropolis, Athen
Nuværende placering: Akropolismuseet, Athen (1 på British Museum, London)
En karyatide er en kore, der fungerer som søjle (nogle gange blot en udsmykning af selve den bærende søjle). Denne Karyatide er en af seks søjler fra Erechteion på Akropolis. Hun fungerer som bærende søjle, og det er dermed kapitælen, der sidder på hovedet af hende.
De seks korai er nu erstattet af kopier, og originalerne er bragt indendøre: Fem på Akropolismuseet i Athen og en på British Museum i London. I 1800-tallet fjernede Lord Elgin, der var en skotsk diplomat, adskillige centrale kunstværker fra Akropolis og disse ting er i dag udstillet på British Museum i London. Efter sigende skulle der have været udformet en skriftlig aftale om, at han måtte fjerne disse, men aftalen er blevet væk, og der er dermed usikkerhed om den præcise ordlyd. Selvom han efter stor sandsynlighed havde om ikke andet så en mundtlig tilladelse fra det osmanniske styre Ottomanere til at fjerne skattene, var der allerede i hans egen samtid debat om rimeligheden i det. Lord Elgin pyntede først sin private ejendom med disse skatte, men solgte dem senere til British Museum. England og Grækenland er i stadig diskussion om det rimelige i dette faktum. I opstillingen af Karyatiderne på Akropolismuseet er de fem Karyatider sat op, som de stod udendørs, med en tom plads, der hvor Karyatiden i London burde have stået. Når originalerne er rykket indendørs og erstattet af kopier på selve templet, skyldes det, at vejrforhold og smog i Athen eroderer den gamle marmors detaljer.
I lighed med de arkaiske korai er Karyatiden påklædt. I klassisk tid begynder de kvindelige skulpturer at optræde nøgne, men det er i begyndelsen kun Afrodite, der vover sig til det. Den tungt draperede kjole til trods er det nemt at se, at hun hviler på det ene ben og slapper mere af i det andet. Det skyldes skulptørens formidable evne til at gengive stoflighed i draperingen, der her viser det wet-look, som er et typisk træk hos klassiske skulpturer; det ser ud som om, kjolen er lavet af meget tyndt stof, der giver en gennemsigtighed på samme måde, som vådt stof. Selvom hendes hofter er dækket af en overfold i kjolen, kan man sagtens fornemme, at hun har hofteforskydning, da kjolen buler ud højere oppe i den ene side end i den anden. Den arkaiske kvindes brede skuldre og smalle talje og hofter er gjort mere frodige, og Karyatiden har en meget feminin krop med tydelig barm, og hofter der er lige så brede som hendes skuldre; det man kalder timeglasfigur. Ansigtet udtrykker ingen følelser, undtagen en ophøjet ro og værdighed. Ansigtet fremstår naturtro og proportionerne stemmer overens med et rigtigt menneskes. Der er konturer på hendes arme, hvilket gør dem livagtige, som f.eks. de små folder ved hendes armhuler, og man får fornemmelsen af, at hun er blød at røre ved. Perlelokkerne er erstattet af mere naturligt krøllet hår, der er sat i en frisure med et bindebånd, der samler det i nakken og fungerer som en forstærkning af nakke og hoved, der skal bære en forholdsvist tung byrde. På billedet af templet nedenfor, kan du se, at skulpturerne er spejlet således, at de tre, der står til højre (set forfra) hviler på deres venstre ben - modsat hos dem til venstre. Det er ikke kun deres positur, der varierer; deres ansigter, detaljer i hår og draperingen i kjolerne er også individuelt udformet.
