Skulptørerne mestrer nu forskellige teknikker, og de kan drage erfaring fra alle de tidligere perioders håndværkere.
Skulptørerne mestrer nu forskellige teknikker, og de kan drage erfaring fra alle de tidligere perioders håndværkere. Mange af de samme tendenser, som allerede er set i senklassisk tid, eksisterer stadig og der viderebygges på disse. De hellenistiske skulptører kunne fremstille alt, og det gjorde de. Af særlige hellenistiske kendetegn, som kan adskille perioden fra tidligere perioder kan nævnes:
Perioden byder på en del skulpturgrupper, der fremstiller en myte eller en handling. De forskellige figurer fortæller tilsammen en historie, som tilskueren formodes at genkende. Se f.eks. Laokoon, hvor enhver antik person indenfor kort tid vil genkende Laokoon og hans sønner, som angribes af havuhyret efter at have forsøgt at advare trojanerne mod at tage den trojanske hest indenfor murene.
Fremstillingen af de olympiske guder bliver mindre ophøjede og mere menneskelige.
Store ledere og tænkere fik fremstillet deciderede portrætter af sig selv. Om de ligner kan vi af gode grunde ikke vurdere, men i de tilfælde, hvor der er flere forskellige skulptører, der har fremstillet samme mand, kan man godt se, at der må være nogle træk, der ikke er revet ud af ingenting.
Hvor det indtil nu har været forbeholdt mændene at smide tøjet, bliver den nøgne kvindefigur mere og mere udtalt i den hellenistiske periode. Det starter (naturligvis) med, at erotikkens og kærlighedens gudinde Afrodite allerede i slutningen af klassisk tid begynder at optræde helt eller delvist nøgen. Denne tendens videreføres i hellenismen.
Hvor især senklassiske skulpturer så småt begynder at have individuelle træk og en form for udtryk af følelser, udtrykker hellenistisk periode særdeles mange følelser, og disse er ofte på kanten til at være overdrevne. Det kan f.eks. dreje sig om udmattelse, lidelse og angst, som man ser repræsenteret i gruppeopstillingen ”Laokoon” fra det 1. århundrede f.Kr. (se ovenfor)
