I denne periode kommer vi til den del af den græske historie, hvor vi begynder at have skriftlige vidnesbyrd. Især to byer udviklede sig til at blive meget vigtige for grækerne, nemlig Delfi og Olympia...
I denne periode kommer vi til den del af den græske historie, hvor vi begynder at have skriftlige vidnesbyrd. Især to byer udviklede sig til at blive meget vigtige for grækerne, nemlig Delfi og Olympia.
I 776 f.Kr. afholdtes de første olympiske lege i helligdommen i Olympia.
Helligdommen var en af de vigtigste panhellenske helligdomme, dvs. helligdomme, som alle grækerne respekterede og benyttede. Den anden store panhellenske helligdom var Apollon, helligdommen i Delfi, hvor oraklet befandt sig. Begge steder spillede konkurrencer en stor rolle i den religiøse praksis.
Delfi (gr. delphys = skød) i Phocis var placeret i verdens navle (gr. omphalos). Da Zeus havde bedt to ørne flyve i hver sin retning rundt om jorden, mødtes de netop i Delfi. Her dræbte Apollon slangen Python og indsatte sit orakel Pythia i stedet.
Oraklet i Delfi nød stor anseelse i den græske verden, og grækerne rådførte sig gerne med oraklet i tilfælde af religiøse, politiske, ondtafværgende eller personlige udfordringer. Det var således kutyme at spørge oraklet til råds, inden man grundlagde nye kolonier. Helligdommens panhellenske natur fremgår tydeligt af alle monumenter, som forskellige bystater har ladet opføre inden for temenos, og ikke mindst af, at det var her, alle de græske bystater, der havde kæmpet mod perserne under perserkrigene (480-79 f.Kr.), lod opstille slangesøjlen som symbol på deres sejr.
Helligdommen var så populær, at bystaten Delfi kunne leve af den, og i 582 f.Kr. oprettede man i lighed med legene i Olympia konkurrencer, der blev afholdt hvert fjerde år. Disse konkurrencer bestod ikke kun af atletiske, men også af musikalske og digteriske konkurrencer samt hestesport.
Helligdommen i Olympia ligger på det vestlige Peloponnes ca. 18 km fra det Ioniske Hav i en lund (gr. altis), der mod nord afgrænses af bjerget Kronion.
Den blev administreret af den middelstore bystat Elis, der stod for hvert fjerde år at sende ambassadører til de andre bystater og erklære den hellige fred (gr. ekekheiria) før de fem dages konkurrencer, der udgjorde de olympiske lege.
Officials (gr. hellanodikai “grækernes dommere”) blev udpeget blandt befolkningen i Elis. I løbet af de fem dage atletik- (gr. athla) konkurrencerne (gr. agones) varede, blev helligdommen besøgt af op imod 40.000 tilskuere. Legene blev afsluttet med et offer til Zeus. Legenes popularitet fremgår blandt andet af, at de tilrejsende bystater opstillede monumenter inden for temenos ligesom i Delfi, at Elis kunne finansiere opførelsen af en kultstatue af Zeus, lavet i kryselefantin og guld, som blev berømt som et af verdens syv vidundere, og af, at de deltagende bystater lovede deres sportsmænd store gaver, hvis de kunne vinde ved de olympiske lege. Deltagelse i legene var i begyndelsen primært for den politiske og økonomiske elite og en måde, hvorpå de kunne opnå en folkelig appel.
I 630 f.Kr. forsøgte den tidligere olympiske mester i løb, Kylon, at tage magten i Athen efter at have fejlfortolket Pythias svar. Hans kup mislykkedes, og han måtte søge asyl ved Athenes alter. Udover at vise, hvor tæt religion, sport og politik var knyttet i den græske verden, er Kylon også et eksempel på den politiske og sociale ustabilitet (gr. stasis), der kendetegner perioden.
Den græske bystat Sparta havde i løbet af 735-715 f.Kr. fordoblet sit territorium og gjort de overvundne til livegne (gr. helotes) og blev efter nederlaget til Argos i 669 f.Kr. en af de stærkeste militære magtfaktorer i den græske verden. Spartanerne havde for vane at dyrke idræt nøgne (gr. gymnos), indsmurt i olie, som man senere kunne skrabe af sammen med andet møg og skidt med en skraber (gr. strigil). Denne form for aktivitet kunne have inspireret til den nøgne mandeskulptur (gr. kouros).
Opdragelsen af de unge var fra syvårsalderen et offentligt anliggende, og man uddannede dem til at deltage i det militære og politiske system, som den mytiske lovgiver Lykourgos havde skabt. Sparta blev styret af to konger, der blev rådgivet af et råd på tredive ældre (gr. gerousia), som blev valgt blandt aristokratiet, og som skulle være fyldt tres år. Man afgav sin stemme ved at råbe og ikke på skrift som i andre bystater. For at være spartansk borger skulle man, ligesom i de fleste andre bystater, tjene i hæren. Sparta havde et bemærkelsesværdigt højt antal af hoplitter (8000-9000) sammenlignet med andre bystater (500-2000).
Hoplitten var en “ny” type soldat, der var udrustet med spyd, sværd, skjold, harnisk og benpanser, og som var særligt anvendelige i det græske landskab. Man kæmpede i tætte formationer, hvor man var forpligtet over for den, man stod ved siden af, da halvdelen af ens skjold dækkede hans venstre side i en falanks. Stod man tæt sammen, var det meget svært for modstanderen at komme igennem skjoldmuren selv med pile, hvilket gjorde, at slyngekastere og bueskytter kun havde en begrænset effekt. Det bakkede terræn gjorde det besværligt at få fuldt udbytte af kavaleriet. Kernen i den græske hær var derfor hoplitten. I hoplitkamp ville falankserne avancere imod hinanden, først gående for senere at øge tempoet, til man til sidst løb ind i hinanden i håbet om at overmande fjenden.
De bageste rækker ville skubbe på de forreste for at øge momentum. Denne kampform kræver, at alle yder deres del, og at man er fælles om det. Denne øgede bevidsthed om det fælles, at “vi kæmper sammen for et fællesskab”, kan have været med til at sætte skub i de politiske og sociale omvæltninger i perioden.
Den olympiske mester i løb, Cylon, forsøgte i 630 f.Kr. at tage magten i Athen og gøre sig selv til enehersker. Hans kup mislykkedes, men blev fulgt op af nogle demokratiske reformer, der var søsat af aristokraten Solon.
Solon var i antikken berømt for at have været en af de syv vise og have virket som digter, statsmand og filosof. I 594 f.Kr. indførte han en reform af det politiske system i Athen. Hans reform byggede på en tanke om eunomia (gr. “god ret”), der for Solon betød ophævelse af gældsslaveri og en omfordeling af rettigheder og ansvar inden for fællesskabet. Omfordelingen var ikke lige mellem alle sociale lag, men bestemt efter formue, sådan at alle mandlige borgere (dvs. indfødte i Athen) af en vis alder kunne stemme på andre mandlige borgere af en vis alder og med en vis formue til at lede fællesskabet.
Solons mæglingsforslag varede ikke længe. I 545 f.Kr. besatte Peisistratos Akropolis sammen med sin private hær og udråbte sig selv til tyran efter både alliancer og mesalliancer med de andre athenske aristokrater. Under Peisistratos oplevede Athen stor økonomisk fremgang bl.a. ved åbningen af sølvminerne i Laureion, opførelsen af et tempel til Athene på Akropolis samt oprettelsen af de store Dionysier og Panathenaia. Peisistratos fik grundlagt nogle af de institutioner, der skulle gøre Athen berømt, og fik afledt befolkningens opmærksomhed, så den ikke gjorde oprør. Peisistratos’ sønner, Hipparchos og Hippias, tog magten efter ham. I 514 f.Kr. blev Hipparchos snigmyrdet under Panathenaia, måske som en konsekvens af et uheldigt trekantsdrama mellem Hipparchos, Aristogeiton og Harmodias, som blev hædret og husket med en skulpturgruppe, “tyranmorderne”.
Hippias fortsatte som enehersker frem til 510 f.Kr., hvor han blev afsat af spartanerne. Oraklet, der var blevet sponsoreret af de athenske aristokrater, som Peisistratos havde sendt i eksil, blev bedt om at befri Athen fra Hippias. Kleisthenes vendte hjem fra eksil, foreslog og fik gennemført, at Athen blev inddelt i 10 demer (gr. regioner), der skulle danne udgangspunktet for al politisk og militær deltagelse i fællesskabet.
Man diskuterede interne anliggender i de enkelte demer, og alle mandlige borgere havde en stemme og kunne stemmes på. Man havde isonomia (“lige ret”). Denne reform betød et brud med den gamle aristokratiske dominans og blev forsøgt afværget af Isagoras med støtte fra den spartanske konge Kleomenes, som det athenske folk drev op på Akropolis, som de belejrede. Isagoras og Kleomenes måtte dermed opgive deres foretagende. Magten lå nu hos “folket”, men begrebet demokrati (folkemagt) opstod først efter, at perserne forsøgte at invadere i 490 og 480 f.Kr.
Under den lydiske Kong Kroisos begynder grækerne for alvor at blande sig i det politiske spil i Anatolien. Kroisos bad således spartanerne om hjælp i kampen mod den persiske Kong Kyros i 546 f.Kr. Kroisos tabte, og Anatolien kom under Kyros’ herredømme. De græske bystater langs den æoliske kyst forsøgte under ledelse af Milet en opstand i 499 f.Kr. Opstanden varede indtil 494 f.Kr. Det var ikke kun en tragedie for Milet og dens indbyggere, der blev deporteret til Bactria, men også for Athen, ikke mindst fordi den persiske konge nu var blevet opmærksom på det græske fastland.
I 490 f.Kr. forsøgte den persiske Kong Dareios at invadere Grækenland. Han blev slået tilbage i slaget ved Marathon, hvor Athen og Plataia forsvarede det græske kerneområde, tilsyneladende med et tab på kun 196 grækere mod 6400 persere. I 485 f.Kr. lykkedes det statsmanden Themistokles at få gennemført, at Athen skulle opruste og etablere en flåde bestående af triremer. Fem år senere, i 480 f.Kr., angreb den persiske Kong Xerxes igen Grækenland med en noget større hær, og i modsætning til tidligere tog han selv overkommandoen. Invasionen blev i første omgang forsinket af et kontingent af ca. 6000 grækere, heriblandt 300 fra Sparta, i slaget ved Thermopylæ-passet.
Dette forsinkede den persiske hær længe nok til, at Athen kunne evakuere til øen Salamis og herfra mobilisere flåden. Ud fra den lille ø lykkedes det den athenske flåde at fange og nedkæmpe den noget større persiske flåde. Uden opbakning fra flåden blev logistikken vanskeliggjort for perserne, og i 479 f.Kr. lykkedes det en samlet græsk hær at nedkæmpe den persiske invasionsstyrke i slaget ved Plataia. Efter slaget ved Plataia forsøgte perserne sig ikke med en direkte invasion igen, men søgte at gøre deres indflydelse gældende ved at støtte forskellige fraktioner i de interne græske magtkampe, der i første omgang kom til at stå mellem Athen og Sparta.
Kampen mod perserne havde vist grækerne, at sammenhold i falanksen og i triremerne havde givet dem styrken til at forsvare fællesskabet, og i triremerne var deltagelse i kampen ikke begrænset til dem, der kunne købe den rette udrustning. Det er således efter perserkrigene, at begrebet demokrati (gr. demos folk, gr. kratos magt) bliver brugt som politisk slagord.
Det er i denne periode, de forskellige tempeltyper begynder at optræde. Tidligere var helligdommen ofte en integreret del af paladserne.
De tidligste templer var bygget af træ og soltørret ler, men man begyndte så småt at bygge i sten. Inspirationen til templerne kom til dels fra den foregående periode, men man kendte også til den monumentale ægyptiske arkitektur. Gennem lejesoldater og/eller handel var man kommet i kontakt med den ægyptiske kultur og byggestil.
I Grækenland og i Syditalien begyndte man at opføre templer i den doriske orden, mens man i det østgræske område opførte templer i den joniske orden. Templerne er oftest aflange med en udvendig kolonnade.
I begyndelsen af perioden brugte man kalksten, men marmor blev det foretrukne materiale. Skulptøren arbejdede udefra og ind med udgangspunkt i en model, tegnet i et kvadrat. Grækerne overtog den strenge symmetri og frontalitet fra ægypterne, men skabte deres egne typer: kourosstatuen, en nøgen, ung mand med det ene ben sat foran det andet og knyttede hænder ned langs siden. Krop og ansigt er stærkt stiliseret: Øjnene er store, og munden er et stift smil (man angiver det, man ved, er der).
Modstykket til en kouros er en kore, en pige fremstillet frontalt og med den ene hånd ud fra sig (den såkaldte dædaliske stil). De var iført en chiton. Skulpturen var opstillet i helligdomme og var enten gudefremstillinger eller stiliserede offerbringere (votivskulptur).
Den geometriske tilgang i repræsentation af verden kan skyldes, at man analyserer verden i dens bestanddele og gengiver dette på en symmetrisk ordnet måde. En fremgangsmåde, man kender fra matematikken, der med Pythagoras og de ioniske naturfilosoffer oplevede en fremgang i denne periode.
Dette får den betydning for kunsten, at den kommer til at være en afbildning af det essentielle og almene ved en figur frem for det specifikke. Man kan tale om en skematisk fremstilling af verden. Et eksempel på dette er korenes “arkaiske smil”, der må ses som en repræsentation af et karakteristisk smil og ikke et forsøg på at gengive en specifik følelse hos skulpturen.
Henimod det 7. årh. f.Kr. begynder billedfeltet med mennesker at fylde mere. Dette skaber den udfordring både at lave et mønster, der understreger vasens form, og at fortælle en historie. Disse to opgaver kan komme i konflikt med hinanden.
Menneskeportrætteringen i sortfigurskeramik (år 539) og i rødfigurskeramik (år 530) minder i nogen grad om skulpturen.
