Titel: Venus de Milo
Periode: Hellenistisk periode
Datering: 1. Årh. f. kr.
Materiale: Marmor
Højde: 2,02 m.
Nuværende placering: Louvre, Paris
Denne skulptur blev fundet på den græske ø Melos (Milo på italiensk) i 1820 og har sidenhen været en af de mest velkendte skulpturer fra antikken. Man antager, at hun ikke er en kopi, men derimod en original marmorstatue fra det 1. århundrede f.Kr. Den forestiller, formentlig, Venus/Afrodite og grundene til, at man mener det, er flere. Dels var Afrodite den første kvindefigur, der poserede uden tøj på (indtil nu har vi mest set nøgne mænd og påklædte kvinder, men i den hellenistiske periode begynder også kvinderne at smide tøjet - Venus var den første til at vove sig derud). Dels er hendes erotiske udstråling med til at understøtte, at dette nok er en gengivelse af kærlighedens, skønhedens og frugtbarhedens gudinde.
Som man ser, er hun ikke helt nøgen, men omviklet et klæde, der lige nøjagtig dækker hendes køn. Det er draperet på en skødesløs måde, og som beskuer får man fornemmelsen af, at det kan glide af hende ved den mindste bevægelse. Den tunge drapering til trods er der wet-look på det fremstrakte ben, hvilket yderligere bidrager til det erotiske udtryk. Af andre hellenistiske træk ser vi, at hun er formet i fri stilling, og dermed hverken har frontalitet ej heller står i stilstand eller kontrapost, hvilket var normen tidligere. Hun er derimod formet som et “S”, hvilket understreger de kvindelige former med smal talje og brede hofter, der symboliserer frugtbarhed. Denne positur benyttes stadig til kvindemodeller i både kunst og modeblade og anses af mode- og erotikfotografer som en yndet og flatterende måde at gengive kvinder på.
Det er tydeligt at se, at skulptøreren har godt fat i det naturalistiske håndværk, og alle kropsdele er gengivet med præcision og detaljer. Hendes ansigt virker udtryksløst, en smule i stil med “den strenge stil”, som vi kender fra tidlig klassisk tid, men der kan også være noget nærmest forførende over hendes blik og det diskrete smil. Skulptøren kan nu frit vælge elementer fra de forskellige stilarter, der ligger forud for hans tid og dermed skabe sit helt eget udtryk, hvilket de hellenistiske skulptører i høj grad gør. Vi kan se, at inspirationen fra og udviklingen af tidligere perioders træk og erfaringer viderebringes og videreudvikles - ligesom moderne fotografer læner sig op ad karakteristika fra kanoniserende skulpturer som Venus de Milo, når de skal fremstille kvinder i dag.
