Titel: Laokoon-gruppen
Periode: Hellenistisk periode
Datering: 1. Årh. F. kr.
Materiale: Marmor
Nuværende placering: Vatikanet
De hellenistiske træk i denne skulptur springer umiddelbart i øjnene blandt andet ved, at det er en gruppeopstilling, der gengiver en fortælling. Laokoon-gruppen forestiller den mytologiske Apollon- og Poseidonpræst - Laokoon fra Troja - der advarede trojanerne mod at tage den trojanske hest ind bag Trojas mure, efter at grækerne tilsyneladende havde opgivet belejringen. Laokoon rådspurgte Poseidon, men under bønnen dukkede to slanger (formentlig sendt af Athene) op og dræbte både Laokoon og hans to sønner. Dette varsel blev tilsyneladende tolket positivt af trojanerne, der valgte at trække hesten ind bag murene og på den vis forårsagede Trojas fald, da hesten rummede græske soldater, der i ly af natten åbnede Trojas porte og lukkede den græske hær - der ikke var rejst hjem, men blot havde gemt sig - ind.
Ud over at være en gruppeopstilling med en mytologisk fortælling gengiver skulpturen et væld af andre karakteristika fra den hellenistiske periode. De tendenser vi har set i slutningen af den klassiske periode videreudvikles - herunder blandt andet ansigtets udtryk af følelser. Vi kan således se, at Laokoon er i smerte, og sønnen ved hans venstre ben ser desperat ud. De er viklet ind i hinanden, dels ved hjælp af slangerne, men deres forvredne kroppe giver også et helhedsudtryk, som om de tre er “smeltet sammen” til en samlet fremstilling og ikke tre individer. Der er noget nærmest graciøst over opstillingen, og selvom de tre herrer er spændt i kroppen, er det bløde former og et næsten dansende udtryk, der præger skulpturen som helhed. Kroppene udtrykker på den vis også følelser, her af smerte og desperation idet de forsøger at vikle sig ud af fangenskabet. Da de nok ikke hverken var i gang med selv at afklæde sig under bønnen, og slangerne vel heller næppe har snoet tøjet af dem, må de draperede stofstykker ses som udsmykning og støtte. Dette er en del mere elegant løst, end mange af dem vi så i starten af den klassiske periode, hvor træstubslignende støttepæle kunne forvirre beskueren og skæmme handlingen. Kroppene er nu for alvor blevet markerede, og det ser ud til, at enhver muskel i kroppen er spændt. Dette er dog i dette tilfælde tilnærmelsesvist naturligt, da de er i færd med at vikle sig fri af slangen. Sønnerne er ude af proportion i forhold til deres far, nærmest som en slags miniudgave af ham. Kroppene tyder på, at de er over pubertetsstart, så med mindre deres far er ekstraordinært høj og bred, så fremstår de forholdsvist små både i højde og drøjde, deres veltrænede kroppe til trods. Det skal fortælle beskueren, at det er børn/ynglinge. Det ser endvidere ud til, at sønnen ved hans højre ben er yngst, da hans muskulatur er mindre markeret end hos broderen, og det er også værd at bemærke, at begge sønner er skægløse, hvilket igen er en måde at vise aldersforskel på. Man bemærker, at de alle tre er sat i meget forskellige positurer, så skulptøren får vist, at han mestrer alle former. Ved Laokoons venstre øre, sidder der nogle marmor”klodser”, der må være rester af det ene slangehoved. Det er med andre ord selve dødsøjeblikket, der er afbilledet, hvilket forklarer det desperate og håbløse udtryk i sønnens ansigt.
