På et overordnet plan er det muligt at inddele de politiske styreformer i tre: Monarki (tyranni), hvor én person har magten. Aristokrati (oligarki), hvor flere personer har magten. Demokrati, hvor et flertal af de stemmeberettigede har magten.
På et overordnet plan er det muligt at inddele de politiske styreformer i tre:
I Mesopotamien og Ægypten blev monarken betragtet som en gud og var undersåtternes forbindelse til det guddommelige, mens landets rigmænd (aristokrater) havde posterne som ypperstepræster og var monarkens rådgivere/betroede.
I det persiske rige, Grækenland og Rom havde monarkerne gerne et guddommeligt ophav uden selv at være guder. De aristokratiske stater blev gerne styret af den økonomiske elite, der også havde den religiøse magt, da præsteembederne enten var arvelige eller krævede et vist økonomisk råderum for at kunne varetages korrekt. En egentlig demokratisk styreform kendes bedst fra Athen, der dog stillede krav om borgerskab, hankøn og en alder over 30 år, for at man kunne deltage.
.png)
Lige meget hvilken styreform, man levede under, var der en politisk og økonomisk elite, der var enige om, at der var et fællesskab, det var vigtigt at værne om, og som kunne bruges til at fremme ens egne, familiens og slægtens interesser. Der var således hård konkurrence om at bestride politiske og militære embeder, da de gav mulighed for at promovere sig selv og egne evner samt vise, hvordan man kunne varetage byens og borgernes interesser. De interne magtkampe udviklede sig gang på gang til borgerkrigslignende tilstande og skabte et meget konkurrencepræget politisk klima. Denne politiske udvikling betød, at mange af de antikke samfund kom til at bestå af en økonomisk elite af gamle aristokratiske familier, hvis formue primært skyldtes deres landbesiddelser (la. patricier), en formuende klasse af handelsdrivende (la. equites), og en bred befolkning, der levede af sit håndværk eller andet forefaldende arbejde og derfor ikke havde en sikker indkomst (gr. ochloi, la. plebs).
