Omkring 1000 f.Kr. var de to store riger i Mesopotamien og i Ægypten veletablerede med en stærk infrastruktur og centraladministration. Men de var begyndt at komme under pres fra andre småstater, og de var blevet destabiliseret af de uroligheder, der kendetegnede perioden op til år 1000 f.Kr.
Omkring 1000 f.Kr. var de to store riger i Mesopotamien og i Ægypten veletablerede med en stærk infrastruktur og centraladministration. Men de var begyndt at komme under pres fra andre småstater, og de var blevet destabiliseret af de uroligheder, der kendetegnede perioden op til år 1000 f.Kr.
I år 1069 f.Kr. gik Ægypten ind i tredje mellemste periode med det 21. dynasti, der blev grundlagt af Smendes, der anlagde en ny hovedstad, Tanis, i deltaregionen. Hans magt rakte dog ikke til Theben i det øvre Ægypten, hvor det gamle Amon-præsteskab kontrollerede store dele af Ægypten.
Det 20. dynasti endte uden en mandlig arving, hvilket gjorde det muligt for hærføreren Sheshonk I at tage magten og grundlægge det 21. dynasti. I det 21. dynasti blomstrede handlen, og Ægypten genvandt Palæstina, men der var også en periode med uroligheder, hvor den vestlige deltaby Saïs konkurrerede med Tanis om magten og kom tæt på at kontrollere hele landet. Det magtfulde amonpræsteskab i Theben udøvede stadig en politisk magt, og det blev derfor kutyme, at Faraos søster spillede rollen som Amons guddommelige hustru.
Det 21. og det 20. dynasti illustrerer Ægyptens politiske sammensætning. Landet var afhængig af en stærk central administration, der kunne kontrollere overrisling af agerlandet samt Nilens oversvømmelser for at kunne brødføde sig selv. I spidsen for denne administration var den guddommelige farao, der udover at være gud var befolkningens forbindelse til guderne.
De ægyptiske guder spillede en central rolle i folks dagligliv og ikke mindst i troen på livet efter døden. Præsterne havde derfor stor indflydelse på folkestemningen og var en magtfaktor, farao var tvunget til at forholde sig til.
Ægypten kom undertiden under pres fra omkringliggende stater – især som deres interessesfære begyndte at sprede sig op i Mellemøsten – hvor det kom til konflikt med babylonere og assyrere, før landet til sidst blev invaderet af perserne. Militæret spillede derfor også en væsentlig rolle i det politiske spil. Det skete derfor med jævne mellemrum, at enten en ypperstepræst eller en stærk hærfører fik væltet farao og udnævnt sig selv som ny farao. Ægypten var allerede i antikken berømt for pyramiderne og de storslåede templer samt skulpturer, som har været et forbillede for de græske kouros- og kore-statuer.
De ægyptiske templer adskilte sig dog markant fra de græske i deres anvendelse. Når man går ind i et ægyptisk tempel, træder man op på urhøjen fra verdens skabelse. Som man træder længere ind i templet, kommer man højere op på højen, og søjlerne, der starter med at ligne vandplanter og ender som planter, bliver lavere for at underbygge illusionen.
Det sidste rum i templet, det allerhelligste, var desuden forbeholdt farao og ypperstepræsten, da almindelige mennesker ikke fik foretræde for guden, da det ville overflødiggøre farao som folkets forbindelse til det guddommelige. I stedet for at bygge helt nye templer kunne farao vise sin ærbødighed for guderne ved at tilføje en ny søjlehal, hvilket (som f.eks. ved Luxortemplet) kunne skabe skæve grundplaner. Desuden betød det også, at ægyptiske templer var en konstant byggeplads med den rod og larm, det medfører.
I de ca. 2500 år, hvor Ægypten var selvstændigt, ændrede det kunstneriske udtryk sig ikke meget.
Dette var ikke, fordi de ikke kunne. Amarnaperioden under farao Akhenaton (1353-1336 f.Kr.) producerede således skulpturer af farao, som har langt større karakter af portræt end de skulpturer, der blev produceret før og efter. Den manglende vilje til forandring passer til et samfund, hvor man har en stærk tro på et liv efter døden, som er mindst lige så vigtigt som livet nu. Man er derfor ikke villig til at satse, men vil hellere spille på det sikre: traditionen.
Slutningen af perioden fra ca. 712-525 f.Kr. blev domineret af konflikten med assyrerne, der var den nye stormagt i området. Ægypten var således reduceret til at være assyrernes satellitstat, indtil de blev endeligterobret af perseren Kyros d. II i 525 f.Kr. Perserne overlod dog rigets administration til en guvernør (satrap), hvilket betød, at dagligdagen fortsatte som altid, og det har næppe haft den store betydning for den ægyptiske borger, at han nu var en del af perserriget.
Anatoliens og Mesopotamiens historie er tæt forbundne i denne periode. I Mesopotamien ekspanderede assyrerne og skabte det nyassyriske rige, der i sin storhedstid under Kong Sargon II inkluderede Israel og senere også Ægypten. Sargon II lå dog i strid med babylonerne mod syd og frygerne i nord. Det frygiske rige var ét blandt flere riger, der opstod, efter at hele Anatolien havde været under hititternes herredømme.
Frygerne var et indoeuropæisk folkeslag, der havde tætte forbindelser til grækerne, der forbandt dem med uhørte rigdomme, hvilket myten om Kong Midas (Mita på assyrisk) er et eksempel på. Fortællingen om Midas, der gjorde alt, hvad han rørte, til guld, lader dog til at være en sammensmeltning af flere forskellige fortællinger, da vi ved, at der var flere konger med det navn. Det frygiske rige strakte sig fra floden Halys og mod vest; hvor langt vides ikke præcist. Frygerne var blandt grækerne berømte for deres hesteopdræt og kunst (jf. lat. phrygio guldbroderer), men også for dyrkelsen af Kybele, den store moder (matar kubelja bjergmoder?), hvis ritualer indkluderede brugen af musik (jf. den frygiske skala) og kastrater.
Hovedstaden Gordion blev ødelagt under kimmeriernes invasion i 700-tallet. Kimmerierne blev slået tilbage af Sargon II, men blev endeligt drevet ud af Anatolien af lyderne. Lyderne havde stor kontakt med den græske verden, og deres hovedstad, Sardis, lå kun 100 km fra den æoliske kyst. Det lydiske kongehus pralede af at være i familie med Herakles, selvom den højeste gud var Kybele, der af grækerne blev forstået som Artemis, ligesom Bakkhos blev forstået som Dionysos.
Samtidig med kimmeriernes invasion overtog Gyges (Gugu fra Luddu på assyrisk) magten fra Kandaules og påbegyndte et felttog mod de græske bystater langs den æoliske kyst. Der var stadig stridigheder mellem lyderne og de græske bystater, da Lydien – under den sidste lydiske konge Kroisos – blev erobret af den nye stormagt i området, nemlig perserne under ledelse af Kyros den Store. Det mediske folkeslag spillede tilsyneladende en vigtig rolle i erobringen af assyrerriget og i persernes opblomstring; det lader sig dog ikke bestemme, hvor stor en rolle de spillede.
Lyderne og de græske bystater langs den ægæiske kyst var med til udvikle de første mønter i skikkelse af metalbarer, hvis værdi var garanteret af kongens segl.
Den nye, store spiller på scenen, perserne, kom til at spille en vigtig rolle frem til periodens afslutning. Perserne stammede fra Iran og blev i Vesten identificeret med det mediske folkeslag, men perseren Kyros fra Anšan afsatte den mediske konge Astyages og erobrede byen Ekbatana (enten i 554/53 f.Kr. eller i 550/40 f.Kr.). Han fortsatte mod øst og erobrede den anatolske højslette, mens Babylon frivilligt overgav sig i 539 f.Kr. Det kan ikke med sikkerhed siges, hvornår han besejrede Kong Kroisos og erobrede Sardis.
Kyros styrede sit store rige ved at inddele det i mindre administrative enheder, satrapier, der hver især blev ledet af en overopsynsmand, en satrap. Den kongerige vej, som vi ikke kender den præcise rute på, bandt satrapierne sammen og gjorde det muligt for informationerne at strømme mellem center og periferi. Han lod de lokale skikke og sociale strukturer blive og blandede sig kun i tilfælde af oprør. Lokal religiøs praksis blev gerne opmuntret, samtidig med at den persiske zarathustrisme spredte sig til regionerne.
Zarathustrismen var en religion, grundlagt af profeten Zarathustra tidligt i 500-tallet f.Kr. Det var en stærkt dualistisk religion (godt mod ondt), hvis øverste gud hed Ahura Mazda, og som havde en anden vigtig guddom, Mithras, som grækerne og romerne forstod som en solgud. Man troede, at mennesket besad en sjæl (gr. psyche), der efter døden steg op i himlen og gradvist nærmede sig stjernerne, månen og solen for til sidst at nå det evige lys, Ahura Mazdas trone.
Kyros’ søn, Kambyses, erobrede Ægypten og brugte det meste af sin tid dér, mens hans efterfølger, Darios I, begyndte at angribe øerne ud for Anatolien, Thrakien og de nedre dele af Donau. I 500/499 f.Kr. gjorde de græske bystater langs den ægæiske kyst oprør – tilsyneladende ansporet af politiske flygtninge fra øen Naxos, der med støtte fra Athen fik overtalt Milet (og senere de andre bystater) til at gøre oprør. Opstanden varede i fem år og blev endeligt undertvunget i år 494 f.Kr.
Et sted mellem 813 og 729 f.Kr. (de fleste i antikken hælder dog til år 753 f.Kr.) grundlægges byen Rom. Ifølge myterne blev den grundlagt på syv høje af Mars’ sønner, Romulus og Remus, som et fristed for alle de utilpassede unge i området. Arkæologisk set lader Roms historie til at være begyndt i midten af 700-tallet f.Kr. med, at de byer, der lå fordelt på de syv høje, blev samlet til en by med centrum på Palatinerhøjen. Den nye bystat kom hurtigt i kontakt med de græske bystater i Syditalien (Ischia og Cumae).
I slutningen af 600-tallet f.Kr. fik Rom bygget sin første bro over Tiberen og grundlagt havnebyen Ostia. Den blev tilsyneladende overtaget af etruskerne, der kom nordfra, og udviklede sig til en by under deres ledelse. Byen blev inddelt i fire regioner: Palatina, Collina, Esquilina og Suburana, der var byens administrative udgangspunkt.
Under den etruskiske kongefamilie, Tarquinus, voksede Rom til 426 hektar. Den fik en bymur, et tempel til Jupiter på Capitol, Cloaca Maxima (der skulle dræne Forum) samt Circus Maximus.
I 509 f.Kr. blev den sidste etruskiske konge, Tarquinius Superbus, fordrevet fra Rom. Ifølge myterne var det Brutus, der fordrev ham som straf for at have voldtaget Lucretia. I 499 (496) f.Kr. forsøgte Tarquinius at tilbageerobre magten, men han blev slået i slaget ved Regilliussøen – ifølge traditionen hjulpet af Castor og Pollux.
Romerne svor aldrig at ville have en konge igen. I stedet skulle Rom styres af to valgte konsuler, der blev rådgivet af et senat, der bestod af statens ældre. Staten blev styret af de gamle aristokratiske familier (patricierne) uden hensyntagen til den brede befolkning (plebejerne), indtil de i 494 rykkede op på Avertinerhøjen og nægtede at komme ned igen, før de fik politisk indflydelse. Som et mæglingsforslag blev der oprettet to embedsmænd (plebejertribuner), som havde magten til at nedlægge veto mod beslutninger, som de vurderede var skadelige for befolkningen.
