Religion i antikken bestod først og fremmest af kommunikation mellem mennesker og “ikke-usandsynlige eksistenser” såsom guder, afdøde forfædre (aner), nymfer, naturkræfter… Kommunikation er begrænset af to faktorer: Tid og rum...
Religion i antikken bestod først og fremmest af kommunikation mellem mennesker og “ikke-usandsynlige eksistenser” såsom guder, afdøde forfædre (aner), nymfer, naturkræfter… Kommunikation er begrænset af to faktorer: Tid og rum. Kommunikationen skulle gerne finde sted, dér hvor der var kontakt til de “ikke-usandsynlige eksistenser” som f.eks. moser, templer eller grave, men kommunikationen varer kun så længe, der er én, der kommunikerer. Dette kunne man forsøge at omgå ved at opstille votivgaver (kar, skulpturer e.lign.) på de religiøse steder.
Kommunikationen udspiller sig gennem forskellige rituelle praksisser (f.eks. bønner, ofringer, hymner og dans). Der var ingen regler for, hvordan de forskellige praksisser skulle udføres, og dermed ingen garanti for ritualets succes, men heller ingen til at kontrollere eller hjælpe med udførelsen. Rytme og melodi kunne være med til at gøre en bøn eller hymne stabil, sådan at den kunne gentages nogenlunde ens på tværs af tid og sted, men det er først med skriftens indførelse, at de får en fuldstændig stabil form og dermed lader sig videregive og fortolke af en særlig elitær klasse af skriftkyndige. Dermed opstår muligheden for en klasse af præster, der fungerede som en særlig autoritet, der kunne angive retningslinjer for, hvordan man kommunikerede med de “ikke-usandsynlige eksistenser”.
Ægypten og Mesopotamien udviklede hurtigt sådan en klasse, der blev udfyldt af den politiske elite, og som udviklede sig til en politisk magtfaktor. I Grækenland og Rom var der ikke nogen særlig uddannelse, man skulle igennem for at blive præst, da hymnerne og bønnerne tilsyneladende ikke fik en nedskreven form. Præstens særlige viden koncentrerede sig om evnen til at tage varsler af f.eks. fuglenes flugt eller et offerdyrs lever. Varsler, det var let at manipulere og anvende til sine egne formål. Embedet som præst var attraktivt for eliten, da det i modsætning til de politiske embeder kunne vare længere end et år og dermed skabe en stabil base for en langvarig selvpromovering.
De tydeligste eksempler på denne selvpromovering findes i votivstatuer og templer, hvor eliten internt konkurrerede om at præstere det flotteste og mest spektakulære resultat, hvilket nogle gange førte til brud med traditionen. Et sådant brud var ikke helt ufarligt, da publikum kunne opfatte det negativt som en trussel mod den “sikre” kommunikation. Templer blev derfor ikke kun bygget ved særlige hellige steder, men også på steder med stort reklamepotentiale, enten i baglandet som en bekræftelse af ens omtanke for lokalbefolkningen, ved grænser som en territorial markering, eller i byen som mnemotop (et materielt symbol, der samler en nation gennem sin funktion).
Komplekse ritualer, der krævede hele byens deltagelse (religiøs massekommunikation), som f.eks. teateropførelser eller gladiatorkampe, krævede ikke kun et område, hvor størstedelen af byen kunne samles, men også pengestærke velgørerere til at financiere skuespillere, gladiatorer osv. I begyndelsen opførte man midlertidige træstrukturer eller benyttede tempeltrapper som tilskuerrækker; senere begyndte man at bygge permanente teatre og amfiteatre af sten. Disse “festivaler” var endnu en mulighed for eliten til at vise sin velstand, og det blev en praksis, der blev kopieret i langt de fleste byer rundt om Middelhavet. Udgifterne til sådanne “festivaler” blev til dels finansieret af staten og til dels af udpegede rige via et system kaldet liturgi.
Adelige familier ville yderligere promovere sig selv og familien i forbindelse med deres grave, der ofte fandtes uden for byen, men i gåafstand, da det ellers ville være en yderst bekostelig affære at vedligeholde et af de for slægten vigtigste områder for religiøs kommunikation, graven. Store og veludsmykkede gravmonumenter ville pryde vejen ind til byen og gennem deres udsmykning med relieffer eller skulpturer give en fortælling om de familier, der udgjorde den politiske elite i den pågældende by. Man har sandsynligvis tidligt fortalt historier om forfædrenes store bedrifter i håb om, at ungdommen skulle lade sig inspirere til noget lignende. Disse fortællinger kan ses som en direkte forløber for de biografier over store personligheder, som antikken igennem nød et stort publikum. Langt de fleste religiøse praksisser udspillede sig dog i hjemmet og for de riges vedkommende muligvis i haven ved et alter eller evt. i en niche, hvor egne samt nedarvede religiøse genstande blev æret. Det er således ganske almindeligt at finde flere forskellige slags guder fra forskellige geografiske områder samlet på ét sted i husene. De græske myter blev hurtigt meget populære i hele Middelhavet, men også mere eksotiske objekter findes. Den indiske gudinde Lakshmi har således fundet vej til Pompeii i Italien, og den syriske profet Manis evangelium har fundet vej til Köln i Tyskland.
Beskrivelsen af guder og ånder som “ikke-usandsynlige eksistenser” betyder, at man ikke var sikker på deres eksistens. Iblandt eliten blev religiøse praksisser, der hindrede din udfoldelse, betragtet som værende overtro. Det guddommeliges eksistens kom i kraft af religiøse objekter og kommunikation. Den hyppigste form for kommunikation var løftet, hvor en gave blev givet til den “ikke-usandsynlige eksistens” som en gave, man forventede en modydelse for (do ut des: jeg giver, for at du skal give). Denne gave kunne tage form af enten en lille figur, en stor statue eller et offerdyr.
Uden en institutionaliseret kontrol med de religiøse praksisser opstod der et marked for dem, der lovede en stabil kommunikation med “de ikke-usandsynlige eksistenser” såsom spåmænd, mirakelmagere og magikere, som solgte objekter såsom forbandelsestavler og amuletter eller ydelser som horoskoper og spådomme til et publikum, der ønskede en kommunikation, der lod sig gentage.
Denne forudsigelighed blev taget op af de mysteriereligioner, der opstod (de kendteste er orfisme, bacchanalier, mithraskulten, isiskulten og kristendommen). De tilbød et præsteskab med en særlig og hemmelig (mystisk) viden, der gjorde dem i stand til at garantere en stabil kommunikation. Denne viden fandtes i religiøse skrifter, der “kun” krævede, at man kunne læse for at kunne blive anvendt, og som lod sig gentage ordret gang på gang. Ritualerne var derfor i udgangspunktet løsrevet fuldstændigt fra særlige geografiske områder og meget dyre gaver, og da man i det mangesprogede Ægypten og Mesopotamien var vant til at oversætte mellem flere sprog, fik især mithraskulten og isiskulten hurtigt en stor udbredelse, da de tidligt blev oversat.
Denne skriftlige dimension af det religiøse betød, at man skrev biografier over retningens grundlægger, ligesom eliten tidligere havde skrevet biografier over sine egne. Samtidig blev det muligt at definere og diskutere den rette forståelse af teksterne og dermed af selve troen. Mysteriereligionerne blev et fællesskab, man kunne bekende sig til, og som i modsætning til de andre politiske embeder var permanent. De blev derfor hurtigt en del af ens identitet. Det blev dermed for første gang i antikken muligt at spørge, hvilken religion hører du til, i stedet for hvilke religiøse praksisser udfører du?
Det græsk-romerske pantheon bestod af en lang række af guder, men der er tolv guder, der hyppigst bliver fremstillet i kunsten og i litteraturen. Det betyder ikke, at de er de vigtigste guder. Hvilke guder, der var vigtigst, var forskelligt fra område til område.
.png)
Zeus / Jupiter
tordengud og gudernes konge.
Hera / Juno
gudernes dronning og gudinde for slægten og ægteskab.
Athene / Minerva
visdommens gudinde.
Poseidon / Neptun
gud for hav, jordskælv, flodbølger og heste.
.png)
Demeter / Ceres
gudinde for korn.
Dionyssos / Bacchus
gud for vin, ekstase og teater.
.png)
Apollon / Apollo
(Phoebus) gud for lys, viden, poesi og spådomme.
Artemis / Diana
gudinde for jagt, vild natur og jomfruelighed.
Hermes / Mercur
gud for købmænd, tyve og gudernes budbringer.
.png)
Ares / Mars
gud for krig.
Afrodite / Venus
gud for kærlighed.
Hefaistos / Vulcanus
gud for håndværk.
En 13. væsentlig gud er Zeus' og Poseidons bror: Hades/Pluto. De tre brødre delte verden imellem sig; Zeus fik himlen, Poseidon fik havet, og Hades fik underverdenen. Når Hades ikke nævnes blandt de tolv olympiske guder, skyldes det altså snarere hans bopæl i underverdenen end hans rolle som væsentlig gud.
Udover de tolv olympiske guder var halvguden Herakles/Hercules meget udbredt i hele Middelhavet. Herkules var berømt for at have udført 12 umulige opgaver og have rejst vidt og bredt bl.a. sammen med Dionysos.
