Det kan være svært at skelne mellem, hvad man i antikken anså for fiktion, og hvad man anså for fakta. I sær tre tekstarter placerer sig i spændingsfeltet mellem fiktion og fakta: romanen, dialogen og brevet.
Det kan være svært at skelne mellem, hvad man i antikken anså for fiktion, og hvad man anså for fakta. I sær tre tekstarter placerer sig i spændingsfeltet mellem fiktion og fakta: romanen, dialogen og brevet.
Tekstarten roman, der kan defineres som en prosafortælling, hvis hovedpersoner er mennesker. Denne tekstart kan yderligere inddeles i tre underkategorier:
På dette grundlag er det svært at sige noget generelt om romanen. Dog lader rejsemotivet til at spille en central rolle i alle de tre tekstarter. Temaerne rejse, nysgerrighed, det overnaturlige/fantastiske, og kærlighed kendes alle fra Odysseen. Den antikke roman lader til ligesom de senere folkebøger at kunne betragtes som udtryk for, hvad der var populært også blandt den ikke læsende del af befolkningen. Det er derfor ikke underligt, at der findes elementer fra den ellers mundtligt overleveret litteratur som f.eks. myter, fabler, vittigheder etc., i romanen.
Den idealistiske sentimentale roman har vi flere eksempler på fra den græske verden som f.eks. Daphnis og Chloe. Den historiske roman kendes fra Æsopsliv og Alexanderromanen, der beskriver henholdsvis Æsops og Alexander den Stores liv, men også fra Trojaromanerne, der foregiver at være øjenvidneskildringer af den trojanske krig. Som en mellemting mellem den historiske monografi og den historiske roman findes biografiske værker, som Plutarks Parallelle liv, der ikke gør krav på at være historieskrivning men stadig giver indtryk af at være det. Den komiske roman kendes kun gennem Petronius’ fragmentarisk overleveret Satyricon og Apulejus af Madauras Det gyldne æsel, der begge indeholder elementer af overdreven vold, sex og magi. I forlængelse af romanen findes den græske forfatter Lukians værker, der spænder vidt over selvbiografiske fortællinger til fantastiske historier om en rejse til månen og tilbage igen.
Dialogen var filosoffernes foretrukne fremstillingsform, da den gør det muligt at argumentere og diskutere som minimum to forskellige holdninger til det samme emne, samtidig med, at tekstarten inddrager publikum. Det var Platon, der gjorde dialogen populær som udtryksform for sin filosofi. Han blev fulgt af Aristoteles, der tilsyneladende ændrede lidt på formen, vi kan ikke afgøre hvorledes, da alle hans dialoger er gået tabt. Inspireret af Aristoteles tog Cicero tekstarten op og forsøgte at præsentere størstedelen af den græske filosofi for det latinske publikum gennem sine dialoger, et projekt kirkefaderen Augustin fulgte i sine dialoger, hvor han prøver at skabe en kristen filosofi til den spirende kristendom.
Breve blev nogle gange posthumt udgivet, og det kan være svært at afgøre, i hvor høj grad brevene er blevet redigeret af deres udgiver, og om forfatteren har været bevidst om, at de ville blive udgivet. I andre tilfælde er det forfatteren selv, der har stået for redigering samt udgivelserne af brevene. Denne type af udgivelse giver samlingerne et præg af at være en debatbog, hvor forfatteren benytter brevformen til at give sin kommentar til et givent emne.
Vi har overleveret breve, der er blevet tilskrevet Platon, hvor han blandt andet rådgiver tyranner. Senere i romersk tid bliver Ciceros omfattende brevsamling udgivet af hans sekretær og slave Tiro efter sin død. Digteren Horats skrev derimod breve på vers, der skulle læses af et bredere publikum og ikke kun af adressaten. Karakter af egentlig offentlig debat har filosoffens Senecas breve, der har en specifik adressat, men indholdet har mere karakter af en filosofisk afhandling end et personligt præg. Anderledes er den med Plinius den Yngres brevsamling, der både indeholder breve med et meget personligt indhold samt breve af mere almen interesse.
