De romerske provinser blev administreret af en provinsguvernør, der fungerede som kejserens forlængede arm, og som skulle fungere både som det administrative, det juridiske og det militære overhoved. Han skulle stå for rekruttering, lønudbetaling og forfremmelser i hæren...
De romerske provinser blev administreret af en provinsguvernør, der fungerede som kejserens forlængede arm, og som skulle fungere både som det administrative, det juridiske og det militære overhoved. Han skulle stå for rekruttering, lønudbetaling og forfremmelser i hæren. Til at hjælpe sig havde han et embedsapparat bestående af en blanding af venner, statsansatte og slaver. Mange stridsspørgsmål blev klaret uden guvernørens indblanden af de lokale, men i tvivlsspørgsmål eller i sager vedrørende romerske borgere måtte man henvende sig til ham, der, såfremt han ikke kunne løse det selv, måtte henvende sig til kejseren. Selvom tjenestetiden sjældent var særlig lang, var den en oplagt mulighed for at danne netværk med magthaverne, både for dem i provinsen og dem fra Rom. Til at støtte infrastrukturen anlagde romerne veje i hele riget, som gerne kan kendes på, at de er de eneste veje, der er belagt med sten. Vejnetværket blev brugt til at transportere tropper, men under kejser Augustus også til postvæsenet (la. cursus publicus).
Da Caesar havde slået Vercingetorix, og da Boudica var besejret i 60 e.Kr., var England og Frankrig en del af det romerske rige og tillærte sig romerske skikke. I det sydlige Frankrig opstod flere lærdomscentre ved de store byer, og blev hjemsted for en del romerske forfattere (f.eks. Ausonius og Venantius Fortunatus). De to lande lader dog aldrig til at have haft samme tætte tilknytning til riget som de andre provinser. De er således arnested for en del tronprætendenter, og efter hunnernes invasion i 400-tallet var de de første provinser til at falde fra og blive selvstændige kongeriger.
Ægypten var en af Roms vigtigste kilder til korn, og Alexandria udviklede sig til en af de vigtigste handelsbyer i riget samt en religiøs smeltedigel, hvor en stor del af rigets religioner levede side om side med en del spændinger til følge. I den nordvestlige del af Nordafrika udviklede Karthago sig til en metropol, og området blev således hjemsted for en del latinske forfattere (f.eks. Apulejus og Augustinus).
Den østlige del af riget oplevede i det store hele ro og stabilitet under det romerske kejserrige. Armenien var undtagelsen, da det markerede grænsen mellem Romerriget og partherne/sassaniderne. Området var således en krigszone med skiftende herskere. I midten af 200-tallet oplevede romerne en svækkelse, der gjorde det muligt for dronning Zenobia (240-272 e.Kr.) at grundlægge et mindre rige med hovedsæde i Palmyra. I 272 erobrede kejser Aurelian området tilbage. I provinsen Judaea gjorde jøderne oprør i flere omgange, første gang i 66 e.Kr. Oprøret blev slået ned af den senere kejser Vespasian og dennes søn, Titus. Romerne plyndrede Jerusalem i 70 e.Kr., og krigen sluttede med belejringen af Masada i 73-74 e.Kr. Den sidste store konflikt var Bar Kokhba-oprøret (132-136 e.Kr.), hvor Simon Bar Kokhba havde held med at oprette en uafhængig stat, hvad der tvang kejser Hadrian til at statuere et eksempel og forsøge at slette navnet Judaea ved at give provinsen navnet Palestina Syria. Længere mod øst blomstrede den kunstige oase Petra som en handelsstation på vejen mod Indien.
Efter at romerne havde nedkæmpet den lusitanske leder Viriathus (139 f.Kr.), blev den iberiske halvø mere eller mindre et fuldbyrdet medlem af det romerske rige og således hjemsted for en del romerske kejsere (f.eks. Trajan og Hadrian) samt en del forfattere (f.eks. Seneca og Martial).
Aradashir I slog i 224 e.Kr. den parthiske konge Artabarus IV og grundlagde det sassaniske rige (Iranshahr, senere historikere valgte at opkalde riget efter Aradashir I’s farfar, Sasan). Aradashir I udvidede riget mod øst og nordvest, og hans søn, Shapur I (241-272 e.Kr.), ekspanderede mod vest og kom i konflikt med romerne.
.png)
Både Gordian III, Phillipus Arabs og Valerian led nederlag til Shapur I, der grundlagde flere byer, der blev befolket med romerske krigsfanger samt forskellige emigranter. Sassaniderne lå i konstant konflikt med enten hunnerne i øst eller romerne i vest, men det lykkedes aldrig en af parterne at få overtaget. Den romerske kejser Arcadius valgte således kong Yazdgerd I (399-420 e.Kr.) som værge for sin søn, Theodosius II. Dette viser den anerkendelse og respekt, som herskede mellem de to riger. Den zoroastriske religion, der var statsreligionen, blev dyrket side om side med en lang række andre religioner, men især manikæisme, kristendom og jødedom. De kristne kom til at udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko, da en del af dem var romerske krigsfanger, der var “importeret” som arbejdskraft for at hjælpe med at bygge byer, og fordi den romerske kejser havde udnævnt sig selv til alle kristnes leder. Under Yazdgerd I herskede der religiøs tolerance, men senere herskere som Yazdgerd II (438-457 e.Kr.) førte en mere hårdhændet politik over for de religiøse mindretal, måske under påvirkning af aristokratiet.
Kongen havde titlen šāhānšāh (kongernes konge), altså småkongernes (šahrdras) overhoved. Styreformen var på mange områder en fortsættelse af parthernes, men lignede også romernes. Kongen havde således et råd af rådgivere, som blandt andet bestod af jurister og ypperstepræster, en overgeneral (artēštārān sālār) samt et administrativt overhoved til at hjælpe med at administrere riget. Også på andre punkter lignede Sassanideriget Romerriget. Pigerne blev giftet væk, tidligst fra de var fyldt ni, og drenge, når de var fyldt femten. Kvinders juridiske identitet var afhængig af en mand - enten deres far eller deres husbond. Det var en bykultur med en høj befolkningstæthed med en underklasse, der blev inddelt i to diryōšān (de, der skal understøttes) og šōkōhān (de utilfredse), der dog var frie i modsætning til slaverne. Kavadh I forsøgte således at støtte en religiøs sekt ledet af ypperstepræsten Mazdak, der prædikede sociale reformer, der skulle tvinge aristokratiet til at dele sin rigdom med den brede befolkning. Han blev fordrevet, men hans søn, Khorsau I (531-579), reformerede hele administrationen ved at centralisere den og derved svække det lokale aristokrati.
Desuden udvidede han og byggede nye byer, genopbyggede kanalsystemet, der sikrede bønderne vand til deres marker, og angreb kejser Justinian, selvom Justinian havde betalt ham for at holde freden. Sassanideriget blev en smeltedigel af forskellige kulturer med kontakt til Kina gennem silkevejen samt krig og handel med både Romerriget og Indien. Da Justinian lukkede de filosofiske skoler i Athen, flygtede en del af underviserne til Sassanideriget og blev dér, indtil de på eget ønske og som en del af fredstraktaten mellem Justinian og Khorsau I fik lov at rejse hjem uden at blive forfulgt. Sassanideriget bestod, indtil det blev erobret af araberne i 651 e.Kr.
Allerede hos Herodot kan vi læse om et folkefærd, skytherne, der levede på den euroasiatiske slette.
Dette folk var efter al sandsynlighed en del af den sammenslutning af nomadestammer, som i 200 f.Kr. truede det kinesiske riges grænser. De kinesiske kilder kalder dem for xiongnu og beskriver dem som et nomadefolk med en feudal samfundsopbygning. Der var to storkonger, én i øst og én i vest, som hver regerede over mindre småkonger. Der findes ikke noget på skrift fra dette folkeslag. Det er derfor svært at udtale sig om, i hvor høj grad de har set sig selv som et samlet folkefærd eller en række selvstændige stammer, der kun forenedes af militære årsager. Arkæologisk kan vi se, at samme type af kogekar findes i både den østlige og den vestlige del af riget, hvilket tyder på en vis kulturel enhed.
Omkring år nul forsvinder folkeslaget ud af historiebøgerne og dermed ud af vores bevidsthed. Omkring år 160 e.Kr. beskriver Ptolmaios i sin Geographika et folkefærd, khunnoi, der lever langt mod øst. De blev kendt som xwn på kinesisk og huna på sanskrit og er sandsynligvis de hunner, der gjorde det indiske Guptarige og Sassanideriget ustabile. I 370 e.Kr. finder vi den første henvisning til hunner i Europa.
Hunnerne i Europa kom sammen med andre folkestammer som goterne og vandalerne til at udgøre en alvorlig trussel mod Romerriget. Alle tre folkeslag havde en politisk opbygning, der mindede om måden, xiongnu havde inddelt samfundet på. Det var et feudalt system, hvor småkonger (la. reguli) af militære hensyn indordnede sig under en storkonge. Hunnernes rige var delt i en østlig og en vestlig halvdel, som hver havde sin storkonge.
Som en undtagelse tog hunnerkongen Attila (406-453 e.Kr.) enemagten og begyndte et erobringstogt, der skabte stor ustabilitet i Europa, hvor flere folkeslag krydsede Romerrigets grænser. Det lykkedes Attila at opbygge et rige, hvor han kunne inkorporere de folkeslag, han havde overvundet.
Attilas rige levede ikke meget længere end ham selv, da det kom til dynastiske stridigheder, men en af hans underordnede, Odoaker, afsatte i 476 e.Kr. den romerske kejser Romulus Augustus. Odoaker blev i 493 e.Kr. henrettet af Theoderik d. Store (454-526 e.Kr.), som den østromerske kejser Zeno havde bedt om at tage hånd om situationen i Italien.
Både Odoaker og Theoderik var muligvis hunner, der forsøgte at skabe sig en magtposition i tomrummet efter Attila. Det var hunnernes invasion, der gjorde, at Middelhavet blev delt i to autonome dele, en østlig og en vestlig, da den østlige del så sig tvunget til at lukke grænserne og isolere sig fra omverdenen.
