Hvor Roms tidlige historie var domineret af ekspansion, blev tiden efter slaget i Teutoburgerskoven i 9 e.Kr. kendetegnet ved stagnation, konsolidering og endelig opløsning. I den først lange periode fortsatte riget med at blive styret af én, der var i familie med Caesar og Augustus...
Hvor Roms tidlige historie var domineret af ekspansion, blev tiden efter slaget i Teutoburgerskoven i 9 e.Kr. kendetegnet ved stagnation, konsolidering og endelig opløsning. I den først lange periode fortsatte riget med at blive styret af én, der var i familie med Caesar og Augustus. Det kaldes derfor for det julio-claudiske dynasti. Det var farligt at blive født ind i den kejserlige familie, og det var ikke mange sønner, der døde en naturlig død. Kejserinder og konkubiner støttede egne sønner og var gerne medvirkende til, at konkurrenter blev skaffet af vejen. Den romerske selvforståelse som Mars’ folk krævede, at kejseren gav indtryk af at fortsætte med at ekspandere. En svag kejser kunne således konsolidere sin magt ved at nedkæmpe en svag fjende. I 43 e.Kr. begyndte kejser Claudius erobringen af England og fik dermed konsolideret sig selv. Hans arvtager, Nero, gav de kristne skylden for Roms brand i 64 e.Kr. og magtede ikke at undertvinge de oprør, der opstod. I 69 e.Kr. bliver han tvunget til at begå selvmord, og i løbet af dette år har Rom fire kejsere, indtil Vespasian med hærens opbakning får positioneret sig selv som kejser.
De romerske kejsere Vespasian og Titus nedkæmpede oprøret i Judæa i 70 e.Kr., og efter Vespasians død byggede Titus Colosseum i 80 e.Kr. Sandsynligvis for tempelskatten taget fra Solomons tempel i Jerusalem. Med valget af Vespasian og Titus som kejsere kom hæren til at spille en større og større rolle i udvælgelsen af kejseren. Den sidste kejser, der med nogen succes forsøgte at udvide Romerrigets grænser, var kejser Trajan (98-117 e.Kr.). Han førte krig mod dakierne i 105 e.Kr. og begyndte et erobringstogt mod partherne i 115 e.Kr. Hans bedrifter blev vist til det romerske folk på en søjle, placeret i Rom, hvor togterne blev fremstillet som en utvetydig sejr for romerne, hvad de på ingen måde var.
Trajan blev efterfulgt af Hadrian (117-138 e.Kr.), der opgav tanken om at udvide Romerriget og derfor fokuserede på at konsolidere riget. Han iværksatte således flere byggeprojekter i provinsbyerne samt opførelsen af grænsefort og palisader langs rigets grænser (limes). Han effektiviserede rigets administration ved at ansætte professionelle jurister til at nedskrive og varetage romerretten. Desuden gjorde han kejserens personlige rådgivere til et officielt embede. Kejseren havde dermed et rådgivende organ udover senatet, der kun følte sig forpligtet til at støtte og hjælpe kejseren, hvis denne havde vist sig kompetent. I 212 e.Kr. gav kejser Caracalla romersk borgerret til alle inden for rigets grænser, hvilket betød, at alle kunne retsforfølges efter samme ret, uden at man behøvede at tage hensyn til nationalitet og den retspraksis, der gjaldt for det pågældende folk.
Den næste store reorganisering af Romerriget fandt sted under kejser Diocletian. I 286 e.Kr. delte han riget i to, øst og vest, og udnævnte Maximian som sin medkejser. I 293 e.Kr. udnævnte de hver en underkejser, sådan at riget nu blev ledet af fire. I 301 e.Kr. forsøgte han at regulere priserne ved at lave et prisedikt, der skulle fastsætte minimumsprisen for varer og ydelser. Diocletians organisering holdt, indtil kejser Konstantin besejrede sin konkurrent Maxentius i slaget ved den Milviske bro, ifølge traditionen efter i en drøm at have set et kors med ordene “ved dette tegn skal du sejre”. I 313 e.Kr. tillod han kristendommen og delte riget med Licinius. I 324 e.Kr. besejrede han Licinius og blev enekejser. I 330 indviede han Konstantinopel som Romerrigets nye hovedstad. Konstantin døde i 337 e.Kr.
Rom havde siden kejser Hadrian mistet sin position som rigets administrative hovedstad, eftersom kejseren og hans råd brugte mindre og mindre tid i Rom og mere og mere tid i provinserne. Da kejseren var rigets administrative og juridiske overhoved, var “hovedstaden” den by, han befandt sig i. Når Konstantin derfor grundlagde Konstantinopel som rigets nye hovedstad, stadfæstede han gældende praksis.
I 372 e.Kr. rykkede hunnerne fra den centralasiatiske steppe vestpå og gjorde, at visigoterne, ostrogoterne, vandaler og alanerne søgte mod Romerriget. Det kom til flere kampe, og romerne led et stort nederlag i slaget ved Adrianopolis i 378 e.Kr. De nye folkeslag blev brugt i interne romerske magtkampe. Den romerske kejser Theodosius udnævnte en vandal til sin øverstkommanderende og giftede sin niece med ham. Romerriget kom til at ligge i interne stridigheder mellem den ledende overklasse, der som noget nyt inkluderede religiøse hensyn. Dette kom til udtryk i striden om Victoriaalteret, der stod i senatsbygningen. Kejser Gratian fik det fjernet i 383 e.Kr. men året efter talte den romerske aristokrat Symmachus for dets genindførelse.
Dette foranledigede biskoppen af Milano, Ambrosisus, til at skrive tre breve, der på det kraftigste skulle holde kejser Valentinian fra at genopføre det, da det stred imod den kristne tro. Theodosius lukkede i 391 e.Kr. templer og forbød de hedenske kulter.
.png)
Ved hans død i 395 e.Kr. blev riget delt mellem hans sønner, Honorius i vest og Arcadius i øst. Theodosius var dermed den sidste kejser til at herske over både den vestlige og den østlige del af Romerriget. Stilicho, en søn af en vandalsk soldat, der havde tjent i den romerske hær, var blevet Theodosius’ næstkommanderende (magister militum) og kom til at fungere som Honorius’ formynder, indtil han blev forrådt og myrdet. Ikke alle klarede det politiske spil lige så godt som Stilicho. Den visigotiske kong Alarik blev således gang på gang lovet et landområde, men fik det aldrig. I 410 e.Kr. angreb og udplyndrede han og hans visigoter Rom. I 429 e.Kr. satte vandalerne over Gibraltar og bosatte sig i Nordafrika, som romerne i 442 e.Kr. overlod til vandalerkongen Geiserik. I 443 e.Kr. købte Konstantinopel sig til fred med hunnerne, der fortsatte mod det vestromerske rige. I 451 kom det til et stort slag på de kataluniske marker (Chalons-sur-Marne), hvor hunnerkongen Attila og den romerske general Aetius begge udnævnte sig som sejrherre. Aetius blev snigmyrdet ikke lang tid efter, og i 453 e.Kr. døde Attila, og hunnerriget gik i opløsning. I 455 e.Kr. plyndrede vandalerne Rom, og i 476 e.Kr. afsatte den germanske høvding Odoaker Romulus Augustulus som kejser over det vestromerske rige. I 488 e.Kr. udpegede den østromerske kejser Theoderik til at fordrive Odoaker fra Italien. I 493 e.Kr. har Theoderik erobret Italien, Sicilien og Dalmatien, som han holdt indtil sin død i 526 e.Kr., der efterlod Italien i tronstridigheder. Efter Theoderiks død var initiativet overladt til det østromerske rige, der gang på gang forsøgte at generobre det vestromerske rige, dog uden nævneværdig succes.
Generelt om den romerske arkitektur gælder det, at det er en videreudvikling af den græske og den etruskiske. Det kan således synes frugtesløst at søge efter det specifikt romerske. Det romerske ved romersk arkitektur består måske netop i evnen til at tilpasse.
Det romerske tempel er stærkt inspireret af det græske i sin udsmykning og af det etruskiske i sin opbygning. Det står således på en krepis, men med én trappe, der leder op til pronaos og naos. Pronaos har to til tre søjlerækker, og resten af søjlerne er pyntesøjler, der er en del af væggen til naos. Templet giver således indtryk af at være amfistylt, men er i realiteten prostylt. Dette gør, at templet ofte indgår sammen med andre bygninger og stikker ud som et slags relief. Romerske templer har nogle gange kun et søjlebåret indgangsparti, kaldet en porticus.
I det 2. årh. f.Kr. opdagede romerne beton, hvilket gjorde dem i stand til at bygge monumentale bygninger, der ved hjælp af buer og søjler nåede højere end tidligere romerske bygninger. Bygninger af beton blev opført ved at fylde hulrummet mellem to støbevægge af træ med ituslåede sten (aggregat) og beton. I bunden ville man bruge tunge sten og i toppen lettere som f.eks. pimpsten. En romersk specialitet var buen og ikke mindst en bue på søjler. Sidstnævnte blev i den græske verden betragtet som en slags arkitektonisk oxymeron, da både buen og søjlen tjener samme formål: at understøtte en anden konstruktion. Hos romerne blev buen brugt til bl.a. at understøtte vandledninger i de lange akvædukter og den blev brugt fritstående i triumfbuen. Betonen gjorde det endvidere muligt at bygge fritstående amfiteatre, hvis monumentale facader blev gjort mere tilnærmelige ved at tilføje dem skulpturer og pyntesøjler.
De romerske privathuse viser boligens sociale funktion blandt overklassen. De traditionelle atriumhuse består af en entré (fauces), der fører ind til bygningens centrale atrium, et rektangulært rum med et regnvandsbassin (impluvium), der blev brugt til huslige gøremål. Modsat fauces fandtes dagligstuen (tablinum), rummet, hvor husherren modtog sine gæster. Resten af værelserne var vendt ud mod atrium. Denne grundform kunne efter græsk forbillede udvides med et peristyl, omgivet af forskellige mere eller mindre tilfældige værelser. De to oplyste gårde, atrium og peristylet, kommer til at give boligen et spil mellem lys og skygge, som sammen med bygningens længdeakse kommer til at give samme indtryk som ved helligdomme.
At romerne kunne takke kejseren for deres velbefindende, kommer stærkest til udtryk i reliefferne på Trajansøjlen, der sammen med Ara pacis og Titusbuen er et glimrende eksempel på det "historiske" relief. I modsætning til grækerne havde romerne ingen betænkeligheder ved at fremstille historiske begivenheder på offentlige bygninger, og det inspirerede privatkunsten, som vi ser den på sarkofagerne (en af de mest fremtrædende skulpturformer fra det 3. årh. og frem, samt en af renæssancens store inspirationskilder).
Generelt om den romerske skulptur gælder det, at det er en videreudvikling af den græske og den etruskiske skulptur. Det kan således synes frugtesløst at søge efter det specifikt romerske. Det romerske ved romersk kunst består måske netop i evnen til at supplere det abstrakte og almengyldige fra den græske kunst med det konkrete og specifikke. Det kommer måske bedst til udtryk i Augustus fra Prima Porta, der i al sin enkelhed er en sammensætning af Polykleitos' Spydbæreren og Augustus' portræt iklædt en romersk rustning. Resultatet er, at Spydbærerens kontrapost og idealiserede krop bruges til at give Augustus en autoritet, der gør, at han kommer til at beherske rummet foran sig og udstråle sin autoritet som kejser.
De romerske skulpturer kan beskrives som romerske portrætter i et græsk formsprog. Det er således primært skulpturens ansigt, der er forskelligt fra den græske skulptur, idet det ofte repræsenterer levende personer og derfor har en lighed med disse. Kroppen, derimod, er ofte den ideelle græske atlet, og det er derfor ikke ualmindeligt at finde en gammel mands ansigt på en ung atlets krop. Kroppen udtrykte derfor den abstrakte idé om personens fortjenester og egenskaber og ikke hans reelle fysiske fremtoning. Dette kommer tydeligst til udtryk i fremstillinger af kejseren, som gerne falder i tre forskellige typer. Togastatuen, der fremstiller kejseren som den ideelle romerske borger, panserstatuen, der fremstiller ham som uovervindelig feltherre, og den nøgne herostatue, der fremstiller ham som en græsk hero og dermed som en gud. Panserstatuen skulle hurtigt blive den vigtigste fremstilling af kejseren, da den symboliserer kejserens legitimitet. Han forsvarer den romerske civilisation mod den ukultiverede barbar, der konstant truer langs grænsen (en konstruktion, da langt de fleste af folkeslagene langs Romerrigets grænser indgik i fredelig samhandel med riget).
I romersk kejsertid fra ca. 100 e.Kr. og frem bliver den græske skulptur betragtet i privatsamlinger og i offentlige projekter som kunst, da de bliver fjernet fra deres oprindelige kontekst og flyttet til rigmandsvillaer, badeanlæg osv. De mister dermed den originale tilknytning til omgivelserne og skal nu betragtes for deres kunstneriske kvaliteter og reflektere positivt på ejerens ethos.
Vægmaleriet: Det romerske vægmaleri kendes primært fra Pompeii. Her er det muligt at skelne mellem fire forskellige faser:
Fase 1 (150-80 f.Kr.): Væggene males, som var de tredimensionelle marmorblokke.
Fase 2 (80-30 f.Kr.): Væggene bemales med mennesker i legemsstørrelse eller med store bygninger.
Fase 3 (1. årh. e.Kr.): Væggene males med små landskaber med et mylder af detaljer.
Fase 4 (1. årh. e.Kr.): Man kombinerer størrelsen fra fase 2 med kreativiteten fra fase 3 og undlader kohærens i indholdet, men forsøger at pirre fantasien.
De romerske huse var designet til at skulle modtage gæster og skulle derfor repræsentere familiens velstand samt give et indtryk af fritid (otium). Vægmalerierne gav derfor illusionen af at leve i et græsk otium.
I slutningen af det 3. årh. f.Kr. kom mosaikkunsten til Rom. I begyndelsen var den en kopi af den græske, men den udviklede sig parallelt med vægmaleriet i retning mod et større fokus på fortællingen.
Det foretrukne materiale var tesserae med mange forskellige farver.
Man benyttede sig af muligheden for at portrættere kroppen og individet meget detaljeret.
.png)
Under indflydelse af den neoplatoniske filosofi og mysteriereligionerne træder værkernes umiddelbare betydning i baggrunden, da alt nu skal forstås symbolsk eller allegorisk. Det er derfor ikke længere vigtigt at gengive alle detaljer.
Det er primært fra denne periode, vi kender til bogillustrationen. Der findes tidligere eksempler som f.eks. de illustrerede ægyptiske dødebøger, hvor tekst og illustration tilsammen skal gøre det muligt for den døde at indgå i underverdenen. Da grækerne kom i kontakt med den ægyptiske kultur, kom de også i kontakt med denne praksis. Det betyder, at bogillustrationen senest indtræder med grundlæggelsen af Alexandria i 300-tallet f.Kr. Der findes endvidere papyrusfragmenter, der viser, hvordan papyrusruller er blevet illustreret.
En sammenligning af en af de tidligste illuminerede codex, vi har, Vergilius Vaticanus fra ca. 400 e.Kr, og senere middelalderlige kopier, viser, at middelalderens kopister var lige så omhyggelige med at kopiere illustrationer, som de var med at kopiere selve teksten.
Vi kan inddele illustrationerne i tre overordnede kategorier:
Illustrationer til videnskabelige afhandlinger forsøger efter bedste evne at være en hjælp til forståelse af teksten.
Illustrationer til den episke poesi er repræsentation af illustratorens fortolkning af en given episode i digtet og behøver ikke være en én til én-gengivelse af selve teksten, men kan være en fortolkning af teksten. Man kan her lave en sammenligning med de såkaldte tabulae Ilicae, der er en betegnelse for en samling af stentavler, der både har resuméer af et af de episke digte samt en illustration af teksten, ofte med Trojas undergang som centrum.
Illustrerede udgaver af skuespillene forsøger at gengive scenerne med skuespillere med maske samt rekvisitter.
Illustrationer til den litterære prosa er ligesom ved epos udtryk for illustrators fortolkning af teksten.
Illustrationerne minder om vægmalerierne og mosaikkerne, da de skal fortolkes for at kunne forstås. Størrelse skal derfor ikke gengive forsøg på perspektiv, men derimod angive vigtighed: jo større, jo vigtigere.
