Når vi skal analysere et maleri, kan det være hensigtsmæssigt at betragte billedet som en form for visuelt sprog med regler for, hvad og hvordan man repræsenterer tingene.
Når vi skal analysere et maleri, kan det være hensigtsmæssigt at betragte billedet som en form for visuelt sprog med regler for, hvad og hvordan man repræsenterer tingene. Vi har således nogle standardskemaer for, hvordan et stereotypt hus eller menneske ser ud. Langt de fleste vil tegne et hus som to vertikale streger med en trekant over, og et menneske som en cirkel med en streg som krop og med streger som arme og ben. På lignende vis er der uskrevne regler for, hvordan linjer kan mødes. Y- og L-forbindelser angiver gerne hjørner, og T-forbindelser angiver afslutning af linjer. Brud på disse retningslinjer vil skurre i øjnene, selvom det stadig er muligt at ‘læse’ billedet. Der findes lignende skemaer for dybde (jf. en terning), perspektiv (alle linjer orienteres mod et forsvindingspunkt i horisonten) og skygge (en skygge tegnes modsat lyskilden). Tegneren/maleren kan styre vores blik ved hjælp af linjer, der naturligt vil lede opmærksomheden fra en del af billedet til en anden. Sådanne linjer kaldes deiktiske linjer. Der kan være tekst knyttet til en eller flere elementer i billedet. Denne tekst kan være en del af handlingen og indgå som tale, eller den kan være løsrevet fra konteksten som en forklaring. Et felt kan have opmærksomheden rettet mod forskellige elementer:
Man repræsenterer scenen i sin helhed.
Man repræsenterer en enkelt person, der indgår som en del af en helhed.
Man repræsenterer en enkelt detalje ved en person eller ting.
Man repræsenterer ikke-aktive elementer.
Når man laver en fortælling med flere felter, vil de enkelte felter tilsammen udgøre en fortælling med forskellige elementer. Et felt kan således være:
Angiver overordnet information som hvem og hvor.
Etablerer en handling, uden at den udspiller sig.
Påbegynder spændingen i handlingen.
Forlænger spændingen.
Angiver højdepunktet i fortællingen.
Angiver forløsningen.
.png)
I en moderne gengivelse vil de enkelte felter gerne være adskilt af en ramme, som det kan ses i tegneserier. Den konvention kendes for reliefferne, men er ikke nødvendigvis gældende for billedkunsten. Hvis den angiver et handlingsforløb, må man angive de enkelte elementer på anden vis ved f.eks. at gentage hovedpersonen forskellige steder. Ved store gulvmosaikker og vægmalerier ville man gerne have et centralt billede i midten med billedfelter rundt om, som løseligt knytter sig til det centrale motiv. Denne form for opbygning minder om den retoriske figur ekphrasis, der er en mundtlig eller skriftlig beskrivelse af et objekt, hvor man fordyber sig i detaljerne, der beskrives meget dramatisk.
Vi taler om perspektiv, når man gengiver tredimensionelle objekter på en todimensionel flade. Det betyder, at rette vinkler i virkeligheden bliver til skæve vinkler i perspektivet, at parallelle linjer i virkeligheden bliver til linjer, der mødes i et samlingspunkt i perspektivet, og at lige store størrelser i virkeligheden bliver vist med forskellige størrelser i perspektivet på grund af afstand og forkortning. De bedste eksempler på perspektiv i antikken findes i vægmalerierne fra Pompeii, hvor det bruges i landskabs- og arkitekturbilleder.
