Antik mytologi er ikke nogen entydig størrelse, der let kan defineres og placeres, da vores kildemateriale er meget uhomogent og strækker sig fra illustrationer på krukker over korte referater og henvisninger givet en passant hos andre forfattere til referater givet af antikke mytografer...
Antik mytologi er ikke nogen entydig størrelse, der let kan defineres og placeres, da vores kildemateriale er meget uhomogent og strækker sig fra illustrationer på krukker over korte referater og henvisninger givet en passant hos andre forfattere til referater givet af antikke mytografer. Der findes således ikke én myte om f.eks. Herakles, men der findes en forfatters gengivelse af myten om Herakles. Vi skal derfor forstå myter som en inspirationskilde, forfattere trækker på og omformer til det formål, forfatteren har. Myter er en del af den fælleshukommelse, der er med til at skabe og definere fællesskabet. Det er disse fortællinger, man blev fortalt som en del af opdragelsen, samt et fast indslag i skoleundervisningen, det krævede en ret omfattende viden om myterne som f.eks. de forskellige heltes stamtræer.
Hesiods Theogonien ("Om gudernes fødsel") og Ovids Metamorfoser, der handler om alt fra verdens skabelse og frem til kejser Augustus, er nok de mest kendte mytesamlinger fra antikken. Hos Hesiod findes en nogenlunde kronologisk fremstilling af myterne, som knytter sig til verdens skabelse og gudernes indretning af denne. Hos Ovid fortsætter fortælling helt frem til kejser Augustus, men er bygget sådan op, at myterne refereres som en del af en anden myte, og læseren kan let komme til at tabe overblikket. En mere prosaisk fremstilling findes hos mytografen Apollodor (1. årh. e.Kr.), der i sin Bibliotek samler mange af de antikke myter og gengiver dem efter slægt. En lignende fremstilling findes hos romeren Gajus Julius Hyginus (64 f.Kr. - 17 e.Kr.), der i sin Myter kortfatter gengiver et bredt udvalg af myter fra Prometheus og frem til slutningen af den trojanske sagnkreds.
Det er især i forbindelse med de græske tragedier, at vi støder på en aktiv brug af myterne, der kræver, at publikum allerede kender til store dele af fortællingen for at kunne se forfatterens tilføjelser og udeladelser og dermed forstå, hvad han vil med denne genfortælling af myten. Nogle sagnkredse lader til at have inspireret mere end andre. I det følgende findes Hyginus’ genfortællinger af nogle af de mest brugte myter samt en skematisk oversigt over dem. Oversigten bygger primært på Apollodor.
Som et eksempel på de antikke mytografer følger her uddrag af Hyginus' genfortællinger.
Tidligere bad menneskene guderne om ild og kendte ikke til at bevare den. Prometheus bragte den senere til jorden i en plante og viste menneskene, hvordan de kunne bevare den skjult i asken. Af den grund bandt Merkur ham, på Jupiters ordre, med jernlænker til et klippefremspring i et bjerg i Kaukasus og placerede hos ham en ørn, som spiste af hans lever. Så meget den havde spist om dagen, så meget voksede ud om natten. Tredive år senere dræbte Herkules ørnen og befriede ham.
Aeeta, Solens søn, var blevet spået, at han ville regere, så længe det skind, som Phrixus havde ofret, var i Mars’ lund. Derfor stillede Aeeta Jason disse prøvelser, hvis han ønskede at tage skindet bort: han skulle spænde tyrene med bronzeklove og ildånde fra næserne, for stålploven, pløje og så dragetænderne fra en hjelm. Fra dem fødtes straks et væbnet folk, og de skulle dræbe ham, og han dem. Men Juno, som altid, ønskede Jason reddet fordi, hun, da hun var kommet til en flod og ønskede at afprøve menneskenes sindelag, forklædte sig som en gammel dame og bad om at blive ført over. Da de andre, som krydsede, havde foragtet hende, førte han hende over. Derfor, da hun vidste Jason ikke kunne klare opgaverne uden Medeas råd, bad hun Venus om at kaste kærlighed på Medea. På Venus’ indskud forelskede Medea sig i Jason, og hun fjernede al fare fra hans opgaver. For, da tyrene havde pløjet, og de bevæbnet var blevet født, kastede han på Medeas råd en sten ind blandt dem. De kæmpede indbyrdes, den ene dræbte den anden. Men da dragen var faldet i søvn på grund af gift, fjernede han skindet fra lunden og rejste med Medea til sit fædreland.
Da Aeetas og Idyias datter, Medea, havde født Jason sønnerne, Mermerus og Pheretes, og de levede i harmoni, blev det kritiseret at en så stærk, smuk og nobel mand havde en fremmed og heks som hustru. Menoecus’ søn, Kreon konge i Korinth, giftede sin mindste søster Glauces med ham. Da Medea så, at hun blev påført så store forhånelser for sine velgerning overfor Jason, lavede hun en guldkrone af gift og gav sine sønner ordre til at give deres svigermor den i gave. Efter gaven var modtaget, brændte Creusa med Jason og Kreon. Da Medea så dronningen brænde, dræbte hun sine drenge Mermerus og Pheretes og flygtede fra Korinth.
Da han (Herkules) var spæd, dræbte han to slanger, som Juno havde sendt, med sine to hænder, derfor blev han kaldt førstefødt. Han dræbte den nemæiske løve, som Månen havde opfostret som usårlig i en grotte med to indgange. Han brugte dens skind som tøj. Han dræbte den lernæiske slange, Tyfons datter med ni hoveder, ved den lernæiske kilde. Den havde en gift af så stor kraft, at den dræbte mennesker med sin ånde, og hvis en havde trådt over den, mens den sov, åndede den i hans spor, og han ville dø med stor pinsel. Herkules dræbte den under Minervas vejledning, flåede den og dyppede sine pile i dens galde. Og således alt, hvad han senere ramte med pilene, undgik ikke døden. Han selv døde også af den grund i Frygien. Han dræbte det eurymantiske vildsvin. I Arkadien førte han den vilde hjort med gyldne horn i Kong Eurystheus’ nærvær. På Mars' ø dræbte han de stymfaliske fugle, som angriber ved at slynge deres fjer med pile. På én dag rensede han Kong Augeas komødding med Jupiter som hjælper til største delen. Han udrensede hele møddingen ved at afbøje floden. Han førte den tyr, som Pasipha havde sovet med, fra øen Kreta til Mykene i live. Sammen med tjeneren Abderus dræbte han Kong Diomedes og hans fire heste, som levede af menneskekød; deres navne var Podargus, Lampon, Xanthus, og Dinus. Han fratog amazonen Hippolytes, Mars og Dronning Otreras datter, amazonedronningens bælte. Så frigav han den fanget Antiopa. Han dræbte Geryon Chrysaos’ trelemmede søn med et spyd. Ved bjerget Atlas dræbte han den umådelige drage Tyfons søn, som plejede at vogte Hesperidernes gyldne æble og bragte æblet til Kong Eurystheus. Han førte hunden Kerberos Tyfons søn fra underverdenen til kongens åsyn.
Efter Theseus var ankommet til Kreta, forelskede Minos datter Ariadne sig så meget i ham, at hun forrådte sin bror og hjalp gæsten. Hun kendte nemlig labyrintens udgang, hvorfra Theseus, da han var trådt ind og havde dræbt Minotauren, ved Ariadnes råd om at rulle en tråd ud fandt ud. Han lovede, han ville gifte sig med hende, som han havde lovet sin trofasthed, og førte hende med sig.
Efter Laios’ og Jokastes søn, Ødipus, var nået puberteten, var han den stærkeste blandt sine lige, og af misundelse over det mobbede de ham med, at han var adopteret af Polybus, fordi Polybus var så mild, og han skamløs. Derfor fornemmede Ødipus, at det ikke var usandt, at han var adopteret. Således rejste han til Delfi for at lære om sine forældre. I mellemtiden så Laios i et syn, at hans død for sin søns hånd var nær. På vej til Delfi, kom Ødipus imod ham, da tjenerne bød ham give vej for kongen, nægtede han. Kongen stod af hesten og kørte hans fod over. Ødipus blev rasende og uvidende om, at det var hans far, trak han ham ned af vognen og dræbte ham. Ved Laios’ død overtog Kreon, Menoekeus’ søn, kongeriget. I mellemtiden blev Tyfons Sfinx sendt dertil fra Boiotien, og den plagede thebanernes jorde. Den besluttede at udfordre kong Kreon og sagde, at hvis en eller anden kunne løse gåden, den havde stillet, ville den rejse bort, men hvis han ikke havde løst den stilte gåde, ville den spise ham og under ingen omstændigheder forlade grænserne. Da kongen hørte dette, lod han bekendtgøre i hele Grækenland, at han ville give ham, som løste Sfinxens gåde, kongeriget og sin søster Jokaste. Da flere begærlige efter kongeriget var ankommet og blevet spist af Sfinxen, ankom Ødipus, Laios’ søn, og løste gåden. Sfinxen styrtede sig ned. Uvidende modtog Ødipus det fædrene kongerige og sin moder, Jokaste, som hustru. Med hende fik han Eteokles, Polynikes, Antigone og Ismene. I mellemtiden faldt Theben ind i misvækst og vantrivsel på grund af Ødipus’ ugerning, og Teiresias blev rådspurgt om, hvad der plagede Theben. Han svarede, hvis en af slangeslægten var i live og døde for fædrelandet, ville Theben blive befriet. Så kastede Menoikeus, Jokastes far, sig fra murene. Mens dette skete i Theben, døde Polybus i Korinth, da det blev kendt, begyndte Ødipus at tage det tungt, da han troede, hans far var død. Da forklarede Periboea ham om forbytningen. Og den gamle Menoetes, som havde sat ham ud, genkendte, at han var Laios’ søn på arene på fødder og ankler. Ødipus, da sagen var kendt, så, hvor mange ugerninger, han havde begået, fjernede spænderne fra sine mors trøje og berøvede sig selv dagslyset, han overlod kongeriget til sine sønner et år af gange og flygtede under Antigones lederskab fra Theben.
Da Thetis giftede sig med Peleus, siges Jupiter at have sammenkaldt alle guderne til middag med undtagelse af Eris, Striden. Senere, da hun var ankommet, blev hun ikke lukket ind til middagen. Fra døren kastede hun et æble ind i midten, det sagde, at den som, var smukkest, skulle tage det. Juno, Venus og Minerva begyndte at konkurrere på skønhed, en stor strid opstod mellem dem. Jupiter bød Merkur føre dem til Ida bjerget til Alexander Paris og bede ham dømme. Juno lovede ham, at han ville herske over hele jorden og ville være rigere end alle, hvis han dømte til hendes fordel. Minerva lovede, at han ville være den stærkeste blandt dødelige og kende alle håndværk, hvis hun gik bort som sejrherre. Men Venus lovede, at han ville blive gift med Helena, Tyndarus’ datter, den smukkeste af alle kvinder. Paris fortrak den sidste gave frem for de tidligere og dømte Venus den smukkeste. Derfor var Juno og Minerva fjendtlige over for trojanerne. På Venus’ indskydelse bortførte Alexander Helena fra Lakedaimon og Menelaos’ gæstfrihed. Sammen med de to slavinder Aethra og Thisas, tidligere prinsesser, som Castor og Pollux havde givet hende, holdt han hende i ægteskab.
Da grækerne ikke havde kunnet indtage Troja i ti år, skabte Epeus på Minervas indskydelse en træhest af forunderlig størrelse, og i den blev Menelaos, Odysseus, Diomedes, Thessander Sthenelos, Acamas, Thoas, Machaos og Neoptolemos samlet. På hesten skrev de: danerne giver Minerva denne gave, og rykkede lejren til Tenedus. Først da Tojanerne så det, troede de, fjenden var væk. Primaos befalede at føre hesten til Minervas tempel, og bekendtgjorde, at de ville fejre det med stor omhyggelighed. Da spåkvinden Kassandra sagde, at fjende var inden i, troede man ikke på hende. Da de havde placeret den ved templet og trætte af fest og vin sov om natten, gik grækerne ud af den åbne hest †fra Sinos†, dræbte portvagterne, og, da der var givet tegn, modtog de de allieret og bemægtigede sig Troja.
Da Odysseus vendte hjem fra Troja til fædrelandet Ithaka, blev han ført til kikonerne, hvis by, Ismarus, han overvandt. Han fordelte byttet mellem mandskabet. Dernæst kom han til Lotofagerne, et langt fra ondsindet folkefærd, der spiste lotosblomstens spire fra bladet, og den type mad fremstår så behagelig, at, den, som smager den, glemmer at vende hjem. To af mandskabet blev sendt til dem af Odysseus, da de smagte de blomster, de blev givet, glemte de at vende tilbage til skibene. Odysseus overmandede dem og vendte tilbage. Dernæst kom han til kyklopen, Polyfem, Neptuns søn. Han var blevet spået af spåmanden Telemos, Eurymos’ søn, at han skulle passe på ikke at blive blændet af Odysseus. Han havde et øje midt i panden og spiste menneskekød. Efter han havde ført kvæget ind i grotten, lagde han en stor klippeblok for døren. Han havde lukket Odysseus med mandskab inde og begyndte at fortære Odysseus’ venner. Odysseus, da han forstod, han ikke kunne stå imod hans størrelse og vildskab, drak han den fuld i den vin, som han havde fået af Maro, og sagde han hed “ingen”. Og således da han udbrændte dens øje med en glødende træstamme, tilkaldte den med sit råb de andre kykloper og sagde til dem fra den aflukkede grotte: “Ingen har blændet mig”. De troede, han sagde det for at gøre grin og ignorerede ham. Men Odysseus bandt sit mandskab fast til kvæget og sig selv til en vædder, og de slap på den vis ud. Han kom til Aiolos, Hellens søn, som Jupiter havde givet ansvaret for vindene. Han modtog venskabeligt og gæstfrit Odysesus og gav ham et skind fyldt med vindene i gave. Men mandskabet troede det var guld og sølv. Da de havde taget den og ville fordele den mellem sig, åbnede de i hemmelighed skindet, og vindene fløj ud. Han blev igen ført til Aiolos, der afviste ham, fordi Odysseus synes at have en guddommelig forbandelse. Han kom til Laistrygonerne, hvis konge var Antiphates [...] fortærede og smadrede elleve af hans skibe undtagen skibet, på hvilket han, da mandskabet var fortæret, undslap til øen Aenaria og Kirke, Solens datter, der forvandlede mennesker til vilde dyr ved en trylledrik. Til hende sendte han Eurylochos sammen med to og tyve kammerater, som hun forvandlede fra deres menneskeskikkelse. Eurylochos var bange for at træde ind, derfor flygtede han og fortalte det til Odysseus, som alene begav sig hen til hende. På vejen gav Hermes ham en modgift, og viste, på hvilken måde han snød Kirke. Efter han var ankommet hos Kirke, fik han en drik af hende, han blandede Hermes’ modgift i, trak sværdet og truede med, at han ville dræbe hende, hvis hun ikke gav ham mandskabet tilbage. Kirke forstod da, at det ikke kunne være sket uden gudernes vilje. Og da det var blevet lovet, at intet sådan ville ske, forvandlede hun mandskabet tilbage til deres gamle skikkelse. Selv sov hun sammen med ham og fødte ham to sønner, Nausithoos og Telegonos. Dernæst rejste han til Avernersøen, trådte ned i underverden, og der fandt han Elpenor sin ven, som han havde efterladt hos Kirke, og spurgte ham, hvordan han var kommet dertil. Elpenor svarede ham, at han i fuldskab var faldet ned af en stige og havde brækket nakken, han bad ham, om, at når han vendte tilbage til oververden, han ville give ham en grav og placere et skibsror på højen. Der talte han også med moderen Anticlia og om afslutningen på sine rejse. Dernæst vendte han tilbage til oververden og begravede Elpenor og satte et skibsror på hans gravhøj, som han havde bedt om. Dernæst kom han til sirenerne, musen Melpomenes’ og Acheloos veninder, der havde en kvindelig overkrop men fugleunderkrop. Deres skæbne var at leve så længe, som ingen dødelig var sejlet forbi deres sang. Odysseus advaret af Kirke, Solens datter, stoppede ørerne på mandskabet med voks og beordrede dem at binde sig til masten, og således sejlede han forbi. Dernæst kom han til Skylla, Typhons datter, der havde en kvindelig overkrop, fra lysken og ned en fiskekrop, og hun havde født seks hunde. Hun spiste seks af Odysseus’ mandskab. På øen Sicilien var han kommet til en helligdom for Solens kvæg, som, da hans mandskab kogte dem, mugede inde i bronzekedlen. Odysseus var blevet advaret om, at dette hændte, af både Teiresias og Kirke. Og af den årsag mistede han således mange mænd dér. Han blev ført til Karybdis, der tre gange om dagen slugte og tre gange kastede op, på Teiresias advarsel sejlede han forbi hende. Men Solen var rasende over, at hans kvæg var blevet krænket (da han var ankommet til hans ø og på Teiresias advarsel havde forbudt, at de blev krænket, havde mandskabet, da Odysseus sov, slagtet kvæget, og da de kogte det, gav kødet en brægen fra sig inde fra bronzekedlen), derfor satte han ild til skibet med Zeus’ torden. Strejfende fra disse steder som skibbruden uden mandskab svømmede han til øen Aeaea, hvor nymfen Kalypso, Atlas’ datter, der bjergtaget af Odysseus' udseende holdte ham der i et helt år og ikke ønskede at sende ham fra sig, indtil Hermes på Zeus’ bud bekendtgjorde nymfen, at hun skulle sende ham bort. Og efter at have bygget en tømmerflåde udsmykket med alle fornødenheder sendte hun ham bort. Poseidon rystede denne tømmerflåde, fordi han havde frarøvet hans søn Kyklopen synet. Da han lå der i bølgerne, gav Leucothoe, som vi kalder moder Matuta, der levede i havet, ham et bælte, som han bandt om sit liv for ikke at synke til bunds. da han havde gjort det, svømmede han. Dernæst kom han til faiakernes ø og dækkede sig nøgen med træernes blade, her bragte Nausikaa Alkinoos’ datter ham tøj for at vaske i floden. Han kastede hurtigt bladene til side og bad hende om hjælp. Hun, bevæget af barmhjertighed, gav ham en kappe og førte ham til sin fader. Alkinoos modtog ham venligt og gavmildt og sendte ham udstyret med mange gaver til fædrelandet Ithaka. Hermes’ raseri gjorde ham igen skibbruden. Efter tyve år, alene og uden mandskabet vendte han tilbage til fædrelandet, og da han var ukendt for alle nåede han sit hjem og så bejlerne, der stræbte efter ægteskab med Penelope, belejre kongeriget og foregive gæstevenskab. Og Eurykleia, hans amme, da hun vaskede hans fødder, erkendte på arret, at han var Odysseus. Senere med Athenes hjælp dræbte han sammen med sønnen Telemakos og to tjenere bejlerne med pile.
