Vores hukommelse er del af en større fælles hukommelse, som man kan kalde for en kulturel hukommelse...
‘Solen står op i øst og går ned i vest’ er en sætning, de fleste vil sige var sand, selvom vi godt ved, at solen ikke står eller går, men at jorden derimod roterer om solen. Hvordan kan det være, vi sprogligt holder fast i denne myte?
Sætninger som den om solen, skal ses som et udtryk for en fælles kulturel hukommelse. Den kulturelle hukommelse indgår således som en del af vor egen hukommelse og ikke selvstændigt, men den er også en hukommelse, vi deler med den kultur, vi indgår i. Som eksemplet viser beskæftiger kulturel hukommelse ikke med vores egne erfaringer eller begivenheder, fra den nære fortid, men med mere generelle fortællinger, vi kan kalde for myter (gr. mythos, fortælling). Den hukommelse, der beskæftiger sig med den nære fortid, og som vi fortæller hinanden igen og igen, kan være skelsættende ting, som har haft en stor betydning for samfundets selvforståelse. Et eksempel kunne være sejre ved større sportsbegivenheder. Selvom det var i 1992 Danmark vandt EM i fodbold, har vi stadig store forventninger til den danske fodboldlandshold. På lignende vis er vores opfattelse af folkeslag som perserne og skytherne farvet af, at vores primærkilder er skrevet af grækere, der havde visse fordomme om dem som folkeslag. Deres beskrivelse blevet en del af vores hukommelse om dem.
De to former for hukommelse skal ses som to yderpunkter mellem hvilke, der sker en glidende overgang. Forskellen mellem dem kan illustreres i forhold til indhold, form, medium, tid og bærer:
Kommunikativ hukommelse er således båret af samtidige vidner, der kan videregive deres fortællinger til publikum. Disse fortællinger kan blive enten til historie eller myte alt efter deres forhold til fortiden. Historie er en formel interesse for fortiden, der søger at afdække, hvad der skete. Historien tilstræber en objektiv beskrivelse af det forgangne. I myten findes en uformel interesse for fortiden, hvor kun det vigtige huskes. Myten er en subjektiv beskrivelse af det forgangne. Myter kan enten være grundlæggende og fastholdende (nutiden spejles i fortidens idealer) eller contra præsentiske og forandrende (fortidens tabte idealer). Alt efter nutiden kan en myte skifte fra at være grundlæggende til at være contra præsens. Dette betyder, at der udvikles en rettesnor, canon, for, hvordan det bør være. I metaforisk forstand kan denne canon rettes mod et abstrakt mål og angive enten kriterier (a) eller normer (b), alternativt kan den rettes mod et konkret mål og angive en model (c) eller en tabel (d). En canon kan således bruges om et konkret corpus og danne enten en hellig tekstuel canon (a+d) eller en klassisk canon (b+d). Bliver den derimod brugt abstrakt angiver den enten kriterier (a) eller normer/principper (c). Den kulturelle hukommelser bærer såleds både på tradition og kanon, der enten er hellig eller klassisk. Den er således med til at sikre kulturens kontinuitet gennem gentagelse og variation. Forsimplet kan man kulturelt betragte dyr og planter (naturen) som en kontinuerlig gentagelse uden variation. Variation er derimod kendetegnet ved mennesket (historien), hvor gentagelse optræder i forbindels med ritualer i en rituel kontinuitet. Variation optræder i en tekstuel kontinuitet, der gennem gentagelse kan skabe en canon eller en klassiker, og gennem variation kan skabe hypolepsis, hvor det kulturelle medium forholder sig til klassiske eller kanoniske kulturelle medier.
