De fleste samfund producerer eller har produceret en eller anden form for litteratur, som enten er videreformidlet mundtligt eller skriftligt...
De fleste samfund producerer eller har produceret en eller anden form for litteratur, som enten er videreformidlet mundtligt eller skriftligt. Litteraturen kommer til udtryk i forskellige tekstarter, der gennem historien er blevet udviklet til at tjene et formål i en særlig retorisk situation. De er således resultat af fire forskellige kategorier: emne, form, retorisk formål og social situation. Disse fire kategorier definerer den kontekst en given tekstart, sætning og ord skal forstås inden for (X tæller for Y i kontekst Z).
Et tal kan således skifte betydning alt efter, hvilken tekstart, det indgår i. 7 er matematisk set et primtal, som kommer efter 6 og før 8 i talrækken, i en kristen kontekst er det antallet af dødssynder, og i en antik kontekst antallet af fag, det var passende for et frit menneske at lære.
Tekstarter er skabt for at kunne kommunikere med andre, og er dermed med til at sætte reglerne for, hvordan vi skal kommunikere. De er altså på engang noget vi skaber, og noget som skaber os. Sociologisk set er tekstarter med til at forme og holde sammen på samfundet. Sprogligt set er tekstarter anvisninger i, hvordan vi konstruerer vores sætninger. Kognitivt er tekstarter udtryk for vores forventning til teksten og med til at give teksten mening ved at give den en kontekst. Historisk er tekstarter udtryk for, hvordan man normalt udtrykker sig.
Vi kan inddele tekstarter i tre overordnet kategorier: praktiske tekster (anvisninger), sagprosa (teori) og skønlitteratur (rituel leg). Dette er tæt på den kategorisering, Aristoteles opstillede i sin Retorik. Han definerede de tre teksttyper, den forensiske (retstalen, som handlede om det, som var sket), den deliberative (den politiske tale om, hvad der skulle ske) og den epideiktiske (lejlighedstalen, som enten roser eller skoser samtidige personer). Sagprosaen og den forensiske tale har det til fælles, at de handler om, hvad der er sandt. Praktiske tekster og den deliberative tale har det til fælles, at de handler om, hvad der bør gøres. Og skønlitteraturen og den epideitiske tale handler om, afsenderens holdninger og værdier. Hvis vi inkluderer samtale kan vi opregne fire teksttyper, som tidsligt strækker sig fra det momentane til det i teorien evige, fordi samtalen kun eksisterer så længe, samtalen finder sted, hvorimod især sagprosaen og skønlitteraturen adskiller sig ved at være nedskrevet. Det er således muligt at placere teksttyperne på en linje mellem mundtlig, momentan, en til en og privat til skrevet, permanent, en til mange og offentlig.
Til at definere en tekstart bruges ikke kun selve tekstkernen men også det uden om teksten, som interviews med forfatteren, anmeldelser e.lign. (epitekster), eller noget i teksten, som fortæller om, hvilket situation teksten er blevet til i f.eks. et sidehoved, datering, starthilsen, sluthilsen, underskrift og sidefod (peritekster). Selve tekstkernen er tekstens budskab. Epitekster og peritekster bruges til give modtageren en forventning om, hvad de skal til at læse og en muligt motivation til at læse.
Tekster kan have en relation til hinanden som kan være alt fra plagiat til allusion eller citat. Denne relation kaldes for intertekstualitet. Intertekstualitet kan underinddeles i tre:
En hypertekstuel relation har overordnet set to former enten efterligning (imitatio) eller omskrivning/oversættelse (transformatio). Forholdet mellem hypotekst og hypertekst kan være enten legende, satirisk eller seriøs. Det giver følgende muligheder:
I vores daglige kommunikation gælder det, at vi som udgangspunkt selv formulerer os og forventer, at andre formulerer sig så informativt som nødvendigt, så sandt som muligt, relevant, klart og tydeligt. Kun en af tekstarterne bryder med dette nemlig skønlitteraturen, her kan alle regler brydes, og tekstarter kan blandes. Det er derfor nødvendigt at sige lidt om skønlitteraturens særlige placering.
