Lyrik er en tekstart, som omfatter mange forskellige teksttyper. Fælles for de mange teksttyper er brugen af versemål, selvom den konkrete rytme kan være forskellig.
Lyrik er en tekstart, som omfatter mange forskellige teksttyper. Fælles for de mange teksttyper er brugen af versemål, selvom den konkrete rytme kan være forskellig. Digtene er gerne reflekterende frem for beskrivende og indeholder derfor en tydelig fortællerstemme. Denne fortællerstemme kaldes digtets persona (fra latin, maske), hvilket dækker over, at fortælleren ikke nødvendigvis er den samme som digteren. I mange tilfælde er digterens digte dog den eneste kilde til digterens liv, og det er derfor almindelig accepteret at bruge dem som kilde. Hvis han skal opretholde et gran af troværdighed er det nødvendigt, at digteren ikke er alt for kreativ i sin skildring af sig selv.
Man skelner mellem korlyrik og monodisk lyrik, hvor korlyrik bruges om digte, der skulle opføres af kor, og monodisk lyrik bruges om digte, der opførtes solo. Inden for den monodiske lyrik skelnes mellem den elegiske og jambiske digtning. Elegiske digte var oprindeligt klage digte, men versemålet blev også brugt til både krigs- og kærlighedsdigte. Jambiske digte blev derimod brugt som tale og gerne i en politisk kontekst som f.eks. smædedigte. Epigrammet opstod også som en klagedigt men adskilte sig fra elegien ved at være kortfattet gerne på to linjer, så det kunne være på en gravsten. I hellenismen opstår en genre som primært beskæftiger sig med livet på landet, hyrdedigte, og i romersk tid bliver smædedigte og den gamle komedie kombineret i satiren, der både tjente det formål at miskreditere politiske modstandere men også moralisere over tingenes tilstand og sædernes forfald.
Fra den græske verden kendes den lyriske digtning i sær fra Sapfos kærlighedsdigte, Simonides empigrammer og Theokrits hyrdedigte. Disse tre var forbilleder fra de senere romerske digtere som kærlighedsdigterne Catul, Properts og Sulpicia, Vergils hyrtedrigte, og Horats’ meget varieret produktion.
