Geologisk set dækker Middelhavet (også kaldet det euroafrikanske Middelhav) strækningen fra Gibraltarstrædet, der adskiller Spanien fra Marokko, til Dardanellerne ved Tyrkiets sydvestkyst, og er afgrænset af Europa, Mellemøsten og Afrika.
Kulturerne omkring Middelhavet har alle det tilfælles, at de overvejende er bykulturer (gr. polis, la. urbs/civitas), der er afhængige af et opland (gr. chora) af primært agerbrug for at kunne brødføde befolkningen. Byerne havde derfor gerne et torv (gr. agora, la. forum), hvor handlende kunne sælge deres varer.
Selv i de tidligste byer som Ur (3000 f.Kr.) fandtes der områder i byen, der var specialiseret i et særligt fag, og kile-skriftsproget lader til at være udviklet fra stiliserede økonomiske aftaler, hvor små symboler på f.eks. kvæg markerede, hvor meget en person skyldte et tempel eller en anden privatperson. En form for økonomisk tankegang udviklede sig altså sideløbende med bykulturen i de “gamle” kulturer i Mesopotamien og Ægypten.
Langt de fleste mennesker i antikken har levet på eller under eksistensminimum, og selvom de forskellige magthavere har givet en form for understøttelse, har man været meget afhængig af sit netværk for at kunne overleve. Netværket bestod først og fremmest af ens husholdning (gr. oikos, la. familia), der udover kernefamilien også bestod af slaver og bedsteforældre. Dernæst bestod netværket af ens slægt og eventuelle politiske eller økonomiske allierede. Børn var ens pensionsplan, da de skulle overtage formuen og understøtte én i alderdommen. Det gjaldt dermed om at akkumulere så meget rigdom som muligt, sådan at man havde noget at leve af samt give videre til næste generation. Dødeligheden har været markant højere end nu, ligesom forskellige sygdomme og skavanker, som skyldes fejlernæring, har været meget hyppige. Døden har derfor været meget mere tilstede i det daglige, end den er i dag, da både dyr og mennesker har ligget for døden på gadehjørner. Uden noget offentligt sikkerhedsnet til at understøtte én har det derfor været af største vigtighed, at man blev regnet for en person, som man kunne stole på, og som overholdt aftaler.
Ens omdømme (gr. kleos, la. fama) spillede en stor rolle i netop denne sammenhæng. Ens sociale stand var således afhængig af to faktorer: formue og slægt. Familie og ægteskab var socialt betinget og en måde, hvorpå man kunne øge sin politiske og økonomiske magt, og ikke et spørgsmål om valg. Et succesfuldt ægteskab var ét, hvor der var en harmoni og forståelse mellem parterne, og som producerede børn. Der kunne ofte være en stor aldersforskel mellem mand og kone, og det var ikke sjældent, at piger blev giftet bort i en alder af 12. Den høje dødelighed gjorde, at ægteskabet ikke var nogen stabil institution, og især kvinder indgik i flere ægteskaber (et ægteskab varede i gennemsnit ca. 14 år).
Ægteskabet var primært en social foranstaltning, og i en lang periode involverede staten sig ikke i, om man levede sammen som mand og kone, ligesom skilsmisse var en sag mellem mand og kone og derfor gyldig i det øjeblik, den ene part skriftligt eller mundtligt havde orienteret partneren. Børn deltog i familiens arbejde, når de fysisk og psykisk var i stand til at hjælpe til, og de bidrog med det, de kunne. Dette gjaldt også i uddannelsessystemet, hvor der ikke fandtes en klasseinddeling efter årgang, men efter evne. De, der havde råd, begyndte i skole, når de var klar, og gik i klasse med nogen på omtrent samme niveau som dem selv.
.png)
Vores bedste kilde til leveforhold i antikken er Ægypten i romersk kejsertid. Her er det muligt at sammenholde gravstene med administrative data, indsamlet af staten i forbindelse med blandt andet skatteopkrævninger. Den procentvise fordeling af befolkningen på forskellige alderstrin viser, at 33% af befolkningen var mellem 0 og 15 år, 60% af befolkningen var mellem 15 og 59 år, og 7% af befolkningen var 60 år eller derover (til sammenligning er fordelingen 19%, 60% og 21% i Vesteuropa i dag).
For at opretholde befolkningstallet skulle en kvinde føde mellem fire og seks børn, da under halvdelen ville overleve. Hvis hun derfor selv ønskede at overleve, skulle hun ikke begynde for sent. Det er således ikke overraskende, at i en alder af 15 var 12% af pigerne gift, i en alder af 20 var 60% gift, og i en alder af 25 var 85% gift. Aldersforskellen mellem mand og kone var gennemsnitlig på 7,5 år.
