Som en del af den religiøse fejring af Dionysios blev der ved de store dionysier ikke kun opført tragedier men også komedier.
Som en del af den religiøse fejring af Dionysios blev der ved de store dionysier ikke kun opført tragedier men også komedier. Komedien skulle først og fremmest få publikum til at grine, og de ældste komedier, den gamle komedie, gjorde grin med samtidens førende politikere og intellektuelle. Teksttypen kendes primært gennem den athenske dramatiker Aristofanes, der i et meget frimodigt sprog bl.a. gør grin med Sokrates. Hans karakterskildringer bliver dog mere og mere skematiske og hans sidste komedier har en del fællestræk med den ny komedie. Den ny komedie adskiller sig fra den gamle komedie ved at være en situationskomedie, hvor stereotyper karakterer placeres i situationer, som tvinger karaktererne ud i en konflikt. Den ny komedies tiltrækningskraft lå netop i skildringen af det almene, som var umiddelbart genkendeligt for publikum, i stedet for det specifikke, der krævede et kendskab til netop den person eller ting, der blev gjort grin med. Man skal kende til Sokrates for at forstå en karikatur af Sokrates, hvorimod alle kender til den storpralende soldat, der kan det hele på den halve tid. Den ny komedie blev berømt gennem den græske forfatter Menander, som blev oversat og efterlignet af de romerske forfatter Plautus og Terents. Den romerske komedie foregår således stadigvæk i den græske verden, personerne har stadig græske navne, og der optræder græske ord og vendinger i teksterne. Dette kunne tyde på, at Plautus og Terents har forudsat et vist kendskab til den græske verden, ligesom vi i dag forventes at kunne følge med i en sitcom, der udspiller sig i en amerikansk storby, og et kendskab til det græske sprog, en form for “turistgræsk”. Hvilket igen vidner om, hvor lig den græske og romerske kultur har været på hinanden.
