Den ro og stabilitet, Karl den Store havde skabt, var med til at skabe en økonomisk fremgang og styrke byerne. Man søgte igen ind til byerne og arbejdede inden for et særligt område, en specialisering. Den øgede specialisering medførte et behov for flere, der kunne læse og skrive – ikke kun munke og præster...
Den ro og stabilitet, Karl den Store havde skabt, var med til at skabe en økonomisk fremgang og styrke byerne. Man søgte igen ind til byerne og arbejdede inden for et særligt område, en specialisering. Den øgede specialisering medførte et behov for flere, der kunne læse og skrive – ikke kun munke og præster. I 1079 e.Kr. indførte pave Gregor VII, at alle katedralskoler skulle tilbyde undervisning i at læse og skrive, hvilket i denne periode var ensbetydende med undervisning i latin. Undervisningen blev i begyndelsen varetaget af munke og nonner, som begyndte at organisere sig i lav ligesom håndværkerne i byerne, og dermed opstod de første universiteter i Bologna, Paris og Oxford. I den følgende periode blomstrede dannelsen, og perioden er kendt som det 12. århundredes renæssance. Igennem fire korstog kom Europa igen i kontakt med Mellemøsten og gennem arabiske oversættelser med græsk filosofi. Dette betød, at man især ved universiteterne begyndte at interessere sig for de græske og romerske tænkere igen, og man begyndte at skrive med forbillede i antikken (imitatio). Samtidig forsøgte man sig med at forene den kristne tro med den hedenske filosofi, især Platon og Aristoteles (translatio), med den begrænsning, at Gud i sidste ende er forklaringen på alt og til hver en tid kan ændre på forudsætningerne for de observationer, man måtte have gjort. Studiet af naturen blev i denne kontekst set som en måde at læse Guds bog på, han havde skabt den og de lovmæssigheder, der gør sig gældende, og gennem et studium af begge øges vores forståelse af Guds skaberværk. Da et studium af naturen kunne friste til at sætte spørgsmålstegn ved Gud og ikke mindst Bibelens ord, blev dominikanermunkeordenen, grundlagt af Dominicus i 1215 e.Kr., sat til at bekæmpe evt. kætteri som herrens hunde (Domini canes). Den øgede koncentration af befolkning omkring byerne var med til at decentralisere magten, der havde været centreret hos en magthaver (en lensherre), der havde udliciteret sit len til varetagelse af en vasal, som i sidste ende var en livegen bonde. Systemet byggede på en reciprocitet, hvor man mod at kunne stille med våben og udrustning ikke skulle betale en tiendedel i skat. Dette viser, at behovet for beskyttelse har været stort på grund af interne stridigheder i Europa. Disse stridigheder blev med korstogene i nogen grad kanaliseret til Mellemøsten, hvilket bl.a. var en medvirkende grund til, at kirken med ridderordenernes oprettelse fik en væbnet hær. Disse ridderordener blev populære og dermed rige, da mange lensherrer gav dem jord. Tempelridderne blev så rige, at de genoptog bankvirksomhed, sådan at man kunne gøre et indskud ét sted og mod fremvisning af et gyldigt dokument kunne få udbetalt i en hvilken som helst anden ordensborg. Økonomien og matematikken oplevede således også en øget interesse ved universiteterne. Kunsten og arkitekturen blev primært udviklet inden for det religiøse rum, eftersom det var kirken og munkeordenerne, som havde flest penge. Men med den øgede decentralisering og invasionen af pasteurella pestis (pest) kom troen under pres, og imod slutningen af 1300-tallet e.Kr. var Europa så svækket, at de stærke bystater i Norditalien opnåede selvstændighed, hvilket gjorde privatpersoner så rige, at de kunne finansiere, at kunsten blev udviklet under deres vingefang og dermed til at promovere dem. Denne elite blev således gerne sammenlignet med antikkens store ånder (comparatio), og det blev et konkurrenceparameter ikke bare at have kunstnere ansat, som kunne skrive som de antikke forfattere, men at have de antikke forfattere selv tilgængelig. Dette gjorde, at man gik på fangst i klostrenes biblioteker på jagt efter enhver form for litteratur fra antikken, og man vendte sig mod den meget tekniske og logiske skrivemåde, man havde udviklet ved universiteterne, og krævede et fornyet fokus på form. Man udviklede en tanke om, at mennesket styrer verden i kraft af den rette uddannelse inden for alle vidensområder og ikke kun de åndelige, men også de fysiske (l’uomo universale).
Udviklingen ses tydeligt i arkitekturen, der udvikler sig fra den romanske form til den gotiske kirke, der med sine himmelstræbende buer næsten tvinger beskueren til at kigge op mod himlen og Gud.
Grundplanen er stadig den romerske basilika, men udsmykningen er langt mere symbolsk.
Domkirken i Firenze blev påbegyndt i 1296 e.Kr. som en gotisk kirke, men da Filippo Brunoschelli overtog opgaven i 1420 e.Kr., fik han bygget en kuppel efter samme mønster som den i Pantheon.
Han havde sammen med sin ven Donatello været på dannelsesrejse til Rom, hvor de havde studeret de antikke bygningsværker. Donatellos David har mere tilfælles med de antikke skulpturer end middelalderens og minder i sin måde at stå på om Spydbæreren.
Skulpturen var lavet på foranledning af Cosimo de Medici, en af de ledende politikere i bystaten Firenze, som havde arvet faderens bank. Bankvirksomheden gik strålende, og Medici brugte overskuddet på at fremme kunstnerne i Firenze. Udover at støtte kunstnere som Donatello ansatte han den tidligere pavelige sekretær Poggio Bracciolini til at opbygge et bibliotek af græske og romerske forfattere og grundlagde et Akademi med forbillede i Platons Akademi, hvor han sørgede for, at Marsilio Ficino kunne oversætte Platons samlede værker til latin og dermed for første gang gøre hele Platon tilgængelig for Europa.
