Reception handler således om, hvordan vi erindrer antikken. Det er derfor relevant at kende lidt til vores hukommelsessystem, da erindringens og hukommelsens funktion for det enkelte individ lader sig overføre til samfundet...
Reception handler således om, hvordan vi erindrer antikken. Det er derfor relevant at kende lidt til vores hukommelsessystem, da erindringens og hukommelsens funktion for det enkelte individ lader sig overføre til samfundet. Hukommelsessystemet lader sig inddele i to overordnede systemer:
Hukommelsen bruger vi, når vi skal huske at cykle, hvorimod en erindring er en genoplevelse af den situation, hvor vi lærte at cykle. En erindring er ofte meget følelsesladet, og følelser fungerer som en smutvej til erindringer, men de er også med til at farve vores genoplevelse. De fleste erindrer således, at der altid var højt solskin om sommeren og sne om vinteren i deres barndom, selvom data modbeviser det. Men hvorfor bruger vi som mennesker ressourcer på at lagre erindringer? Erindringer kommer tit spontant i situationer, hvor vi bliver følelsesmæssigt påvirket, og vi bruger dem til at skabe en forventning om, hvad der kommer til at ske. Med andre ord prøver vi at forudsige fremtiden ud fra fortiden. Mange har en erindring om deres første fest. De erindrer med en vis sandsynlighed en lang, spændt optaktsfase, der involverede et gavmildt forbrug af vand tilsat lugt samt væske med alkohol. Efter denne fase kommer kulminationen i kraft af selve festen, hvor det viser sig, at der findes endnu mere væske med alkohol, en form for ritualiseret bevægelse i forbindelse med såkaldt rytmisk musik. Udløsningen af spændingen kan medføre et overforbrug af alkohol tilsat væske, hvilket resulterede i en lidt kedelig afslutning på festivitasen, måske med et opkald i den store porcelænstelefon. Vi kan således bruge vores erindring om den første fest til at sikre, at vi ikke bliver overspændte til den næste fest, fordi vi har en formodning om, hvad der kommer til at ske, og dermed opnår et heldigere resultat.
Erindring er ikke kun personlig. Vores erindringer involverer gerne andre individer, der kan have nogenlunde overensstemmende erindringer om en specifik situation. Dernæst er der nogle situationer, der er så skelsættende, at de indprenter sig som et screenshot og står krystalklart. Det er den type begivenheder, vi bruger som en fælles referenceramme. Det er her, vi spørger hinanden: Hvor var du, da … ? Det giver dermed mening at tale om en kollektiv erindring. Skelsættende situationer, der skaber en bred kollektiv erindring i et større fællesskab, udløser ofte en form for mindesmærke til at markere situationen og sikre, at den bliver erindret. Det store fællesskab bruger således den kollektive erindring til at skabe en fælles historie, der kan være med til at skabe fælles værdier, der igen skaber en fælles referenceramme. Alt i alt er disse erindringer dermed med til at styrke fællesskabet. Der er forskel på, om vi betragter en erindring som personlig eller kollektiv. Skematisk kan det præsenteres således:
Det skal forstås sådan, at en personlig erindring gerne vil knytte sig til en person, at den ikke kommer i en særlig form såsom dansk eller sang, at den findes i et levende medium, som f.eks. tale og musik, at den sjældent refererer længere tilbage end 80 til hundrede år, afhængigt af gennemsnitslevealderen, hvilket betyder, at erindringen bliver båret af vidner til situationen. En kollektiv erindring knytter sig ikke længere til en enkelt person og har fået en formel karakter, hvilket gør det muligt at genfortælle en nogenlunde enslydende version af erindringen, som er blevet fikseret i et specifikt medium. Den handler om fortiden og kræver dermed specialister, der beskæftiger sig med fortiden, til at genfortælles. En personlig erindring kan udvikle sig til en kollektiv erindring i en glidende overgang. Det, der er præsenteret her, skal forstås som to ydre poler.
Antikken var en begivenhed, der skabte en kollektiv erindring for hele Europa, som de efterfølgende perioder forholdt sig til. Vi kan inddele denne forholden i tre overordnede tilgange:
Efterligning betyder i denne sammenhæng, at man forsøger at gøre ligesom i antikken, hvorimod en sammenligning betyder, at man sammenligner sig med antikken og handler på baggrund af denne sammenligning. Ved en overførelse forsøger man at overføre et element til sin egen situation. Alle de tre tilgange kræver en større eller mindre tilpasning af det antikke materiale.
Når vi beskæftiger os med antikreception, forsøger vi at kortlægge, hvordan forskellige perioder, forskellige lande og forskellige personer har skabt en erindring om antikken, og hvordan de har gjort det.
