P1.1 Introduktion

I løbet af bronzealderen (ca. 3000-1000 f.Kr.) havde den minoiske kultur (med hovedsæde i Knossos på Kreta) og den mykenske kultur (med hovedsæde i Mykene på Peloponnes) etableret sig som handelspartnere med Ægypten og Mesopotamien. Begge kulturer var aktive i perioden, hvor den kulturelle påvirkning fra Ægypten og Mesopotamien var stor og strakte sig helt til den vestlige del af Middelhavet. Der er således mange eksempler på, at både den minoiske og den mykenske arkitektur og kunst er inspireret af den ægyptiske og den mesopotamiske.

‍

‍

Hos grækerne var Knossos forbundet til den mytiske Kong Minos, der skulle have skabt samfundets love. Kulturen er ellers kendt for sin ærbødighed over for tyren. Tyren går igen i udsmykningen som f.eks. de kendte vægmalerier med unge mænd, der springer over tyre.

‍

‍

I overgangen til jernalderen oplevede området flere katastrofer. Vulkanen på Thera gik i udbrud i 1640-20 f.Kr., og den efterfølgende tsunami var med til at lamme handlen med Kreta og bidrog til den minoiske kulturs undergang.

‍

‍

På det græske fastland blev Mykene den førende bystat. Det var ligesom den minoiske en paladskultur, hvor paladset var det religiøse og administrative omdrejningspunkt, hvad vi kan læse ud af de linear-B-tavler, der er blevet fundet i forbindelse med Mykene. I disse tavler genfinder vi navne på det græske pantheon samt opremsninger af kongers inventar.

‍

‍

I slutningen af bronzealderen var området udsat for folkevandringer af tilsyneladende flere folkeslag, som ægypterne kaldte for havfolket. Ægypten var tilsyneladende det eneste land, der ikke blev løbet over ende af de invaderende folkeslag. Mange af de græske myter indeholder navne og træk, som vi kan genkende fra de arkæologiske fund, men de konkrete begivenheder, der har givet inspiration til myterne, lader sig sjældent genskabe.